Hamilton har valgt at droppe drikkedunk under Formel 1-løb

16x9
Lewis Hamilton kørte uden vand, da han vandt søndagens grandprix i Spanien. Foto: TOM GANDOLFINI / Scanpix Denmark

Lewis Hamiltons valg om at droppe sin drikkedunk er et godt billede på den intense duel, som der er imellem Mercedes og Ferrari lige nu.

Mercedes har arbejdet hårdt på at nedbringe vægten på bilerne. Det sker efter en start på sæsonen, hvor de har haft svært ved at komme nær de 728 kilo, som er vægtgrænsen for bil og kører samlet.

Selvom der har været forbedringer igennem sæsonens første fem grandprix-løb, skal Mercedes stadig finde yderligere besparelser, og her har Lewis Hamilton følt sig nødsaget til at tage affære.

Han har ifølge Autosport fortalt, at han ikke har en drikkedunk med i bilen for at spare vægt, hvilket han og de andre kørere har haft i alle de foregående sæsoner. Beslutningen beskriver en intens duel forrest i Formel 1-feltet, fortæller TV 2 SPORTs motorsportsreporter.

- Det er i den grad et tegn på, at duellen mellem Mercedes og Ferrari er knivskarp. Hvis Hamilton føler, at han er nødt til at droppe sin drikkedunk, så er det altså, fordi at vi snakker om, at han jagter de helt små marginaler i kampen for at slå Sebastian Vettel og Ferrari, siger TV 2 SPORTs motorsportsreporter Jacob Hammerholt.

- Hamilton vandt jo løbet i Barcelona efter en lang og sej kamp mod Vettel i Ferrari, og det var tydeligt, at Hamilton var presset rent fysisk. Han var stakåndet over teamradioen, og han virkede også meget ramt på fysikken på sejrspodiet, hvor han måtte sidde ned.

Lewis Hamilton var træt efter grandprixet i Spanien. Han foretrak at sidde ned, da han skulle hyldes.
Lewis Hamilton var træt efter grandprixet i Spanien. Han foretrak at sidde ned, da han skulle hyldes. Foto: Foto: Scanpix Danmark

Kørerne blev vejet efter løbet, hvor det viste sig, at Hamilton havde tabt sig to kilo undervejs. Dette er normalt, fortæller Jacob Hammerholt, men ikke uden også at få noget væske indenbords.

Ifølge motorsportsreporteren er det ikke ligefrem noget negativt for sporten, at Lewis Hamilton ikke drikker undervejs - tværtimod.

Jeg tror, at det var et billede af, hvor hårdt han pressede sig selv i løbet

Toto Wolff, Mercedes-chef

- De her Formel 1-biler er de hurtigste i historien, og det kræver altså sin mand at køre sådan en voldsom racerbil på grænsen af det mulige. Jeg synes, at det er fedt, at der nu igen er lagt endnu et lag på det at køre en Formel 1-bil, nemlig det fysiske.

- Det skal være hårdt, det skal være på grænsen, og jo hårdere det er at køre sådan en bil, desto mere kan man vurdere hver enkelt kørers talent, siger Jacob Hammerholt.

Mercedes-chefen Toto Wolff var efter løbet i Barcelona ikke bekymret over, at Hamilton lød så forpustet i radioen og smadret efter løbet. Han skulle forsøge at følge med Vettel, som havde mere downforce end briten, så derfor var det naturligt.

- Jeg tror, at det var et billede af, hvor hårdt han pressede sig selv i løbet. Når du skal følge en bil, som er så tæt på, så får man ikke den aerodynamik, som køreren foran dig. Så det er svært, siger Toto Wolff.

- Hamilton gav alt, hvad han havde, og det kunne man også høre i radioen.

Det næste grandprix er i Monaco, hvor træningen begynder om en uge.