Medie: Eks-manager hiver Kevin Magnussen i retten

16x9
Kevin Magnussen skal en tur i Københavns Byret. Foto: Scanpix Denmark

Ifølge BT skal Kevin Magnussen en tur i retten, fordi hans tidligere manager mener, der er foregået en misligeholdelse af deres kontrakt.

Torsdag den 1. juni klokken 9 skal Kevin Magnussen-lejren en tur i Københavns Byret.

Formel 1-køreren er blevet stævnet af sin tidligere manager Dorte Riis Madsen i en strid om misligeholdelse af deres kontrakt. Det skriver BT.

Retsmødet kommer til at ligge mellem Monacos og Canadas grandprix og det vides endnu ikke, om Magnussen selv vil dukke op i byretten.

Ifølge BT's oplysninger har Dorte Riis Madsen et krav om kompensation, der kan komme op i millionklassen.

Der har været kold luft mellem Kevin Magnussen og hans tidligere manager i de seneste par år. Derfor har de i praksis ikke arbejdet sammen, selvom de har kontrakt med hinanden.

I slutningen af august kom det så frem, at den tidligere racerkører Jesper Carlsen blev ny rådgiver for Magnussen.

TV 2 SPORT har været i kontakt med Magnussens rådgiver, som ikke ønsker at udtale sig i sagen. Der er uden held også forsøgt at få en kommentar fra Dorte Riis Madsen.