Teamkollega om Magnussen: Han er undervurderet

16x9
Grosjean er glad for samarbejdet med Kevin Magnussen. Foto: Zsolt Czegledi / Scanpix Denmark

Kevin Magnussens kollega Romain Grosjean roser danskeren, der er en af hans bedste teamkolleger nogensinde.

I Formel 1 er man ofte mere konkurrenter end holdkammerater, når man kører for samme hold.

Kørerne kan måles direkte mod hinanden og derfor handler det også om at præstere så godt som muligt i forhold til sin teamkollega.

Netop derfor er det måske også en smule overraskende, at Romain Grosjean onsdag er ude og rose samarbejdet med Kevin Magnussen.

- Jeg har et virkelig godt forhold til ham, det kommer næsten bag på mig, siger Romain Grosjean ifølge britiske autosport.com.

Her stopper roserne fra Magnussens franske kollega dog ikke. For Romain Grosjean mener ikke, at Kevin Magnussen har fået den ros, som han fortjener.

- Jeg synes, at han er undervurderet. Han er enormt hurtig. Han kan gøre det virkelig godt, selv når bilen ikke passer ham. Det gør ham ikke rigtig noget, siger Romain Grosjean til autosport.com

Grosjean har tidligere i karrieren kørt på hold med den forhenværende verdensmester Kimi Raikkonen, og ifølge franskmanden, så er Kevin Magnussen næsten lige så faglig god en kollega som finnen. 

- Jeg vil sige, at jeg lærte mere fra Kimi i forhold til at sætte en bil op og måden at gå til en løbsweekend, men jeg mener, at Kevin i andre aspekter er bedre.

I den interne kamp mellem Magnussen og Grosjean fører franskmanden. Kevin Magnussen har her halvvejs i sæsonen scoret 11 point, mens Romain Grosjean har fået 18 point på kontoen.