Haas-chef: Magnussen 'reddede' holdkammerat fra at stå stille

16x9
Kevin Magnussen (tv) og hans teamkammerat Romain Grosjean. Foto: JOSE JORDAN / Scanpix Denmark

Teamchef Günther Steiner tillægger Kevin Magnussens ankomst til Haas stor værdi for holdets anden kører, Romain Grosjean.

Den fransk-schweiziske Formel 1-kører var altdominerende og klar førstekører i 2016-sæsonen.

Romain Grosjean kørte i Haas-teamets første sæson i Formel 1 sammen med mexicanske Esteban Gutiérrez, men Grosjean var en enmandshær. Således var det ham, der scorede samtlige 29 point, som Haas fik sidste år.

Gutiérrez røg ud, og ind kom i stedet danske Kevin Magnussen til den nye sæson, der er i højere grad har kunnet udfordre holdkammeraten. Og det har reddet Grosjean fra at stå stille.

- Han (Grosjean, red.) reagerede rigtig godt på det. Jeg tror, han tog det som en udfordring. I begyndelsen var han måske ude af sin tryghedszone, men jeg mener, de kører bedst, når de er en smule uden for deres tryghedszone, for når du er i den, står du stille, siger Haas' teamchef Günther Steiner til autosport.com.

- Man bliver tilbagelænet. Det er meget nemt at blive tilbagelænet, når man ikke bliver udfordret; i enhver form for arbejde eller sport, hvor ydelsesniveauet er højt. Man er nødt til at blive presset, for ellers bliver det for let, når man er for tryg.

Når du har en kører, der er hurtigere end den anden, bliver den hurtigste langsommere

Romain Grosjean

Halvvejs gennem 2017-sæson er Haas-teamet oppe på 29 point lige som sidste år.

Forskellen er bare, at pointene er fordelt ud på begge kørere, hvor Kevin Magnussen har scoret de 11, mens Grosjean fører den interne konkurrence med 18 point.

Selvom Grosjean altså har fået færre point sammenlignet med hele sidste sæson, er han rigtig glad for at have fået en stærkere holdkammerat.

- Jeg mener, det er rigtig vigtigt at have to hurtige kørere. Når du har en kører, der er hurtigere end den anden, bliver den hurtigste langsommere, siger Grosjean til autosport.com.

- Når to kørere presser hårdt på, som det også er tilfældet med Valtteri Bottas og Lewis Hamilton (fra Mercedes, red.), er det fantastisk. Det bliver nogle gange hårdt for Lewis, fordi han har været nødt til at forbedre sig, og på andre hold er det bare ikke sådan.

Formel 1-feltet holder lige nu sommerferie efter at have kørt hele tre grandprixer i juli. Næste grandprix er det belgiske den 27. august.