Schumachers søn markerer sin fars jubilæum for den første Formel 1-sejr

16x9
Mick Schumacher skal søndag køre en omgang på Spa-banen i sin fars bil fra mesterskabssæsonen i 1994. Foto: Scanpix

I år er det 25 år siden, Michael Schumacher vandt sin første Formel 1-sejr. Det vil hans søn, Mick Schumacher, markere i søndagens grandprix på Spa.

Michael Schumacher er historiens suverænt mest vindende Formel 1-kører.

Tyskeren nåede at blive verdensmester syv gange og vinde 91 grandprixer, inden han i 2012 endegyldigt stoppede karrieren. I år er det 25 år siden, Schumacher stod øverst på podiet for første gang.

Det var Spa-banen i Belgien, der dannede rammen om Schumachers første sejr. Jubilæet vil blive markeret før søndagens løb, der netop bliver afholdt på den legendarisk bane.

- Min far vandt sin første sejr på Spa-banen i 1992. Til ære for 25-års jubilæet vil jeg køre en omgang på banen før søndagens løb i en Benetton B194-5, der er bilen fra hans første mesterskabssæson. Mange tak til Motorworld Köln Rheinland, der leverer bilen, skriver Mick Schumacher på sin Instagram-profil.

Mick Schumacher er 18 år gammel og skiftede tidligere på året Formel 4 ud med Formel 3, hvor han i øjeblikket ligger nummer 11 i kampen om mesterskabet.

Stort set alle Formel 1-kørere har samlet erfaring i Formel 3. Derfor er det ikke utænkeligt, at Schumacher junior tager samme vej. Vejen til Formel 1. Og hvis det skulle ske, så vil det være godt for motorsporten, mener Bernie Ecclestone, der er tidligere chef for Formula One Group.

- Hvis han er bare tilnærmelsesvis så god som sin far, så hvorfor ikke? Det ville være godt for Formel 1, hvis Schumacher-navnet bliver repræsenteret igen, sagde briten om den unge racerkører tilbage i januar til Bild.

Michael Schumacher pådrog sig i december 2013 svære hjerneskader, da han var ude for en alvorlig skiulykke. Familien har ønsket at holde det så privat som muligt, så der er ikke mange detaljer, der er nået ud til offentligheden efter ulykken.