Magnussen klar til 'unik' udfordring: - Selv små fejl kan få store konsekvenser

16x9
Kevin Magnussen glæder sig til at køre Singapores Formel 1 grandprix. Foto: Scanpix Denmark

Den danske racerkører Kevin Magnussen ser frem mod weekendens Formel 1-grandprix i Singapore på en bane, som han betegner som en unik udfordring.

Der bliver ikke plads til bare det mindste koncentrationssvigt.

I hvert fald ikke, hvis man vil undgå at få ødelagt sin weekend af den betonvæg, der konstant truer på den såkaldte Marina Bay Street Circuit.

Således gælder det om at være lidt ekstra vågen bag rattet, når Kevin Magnussen og resten af Formel 1-feltet i weekenden skal køre Singapores grandprix.

En bane og et løb, som er ekstremt udfordrende - på den gode måde - hvis man spørger den danske Haas-kører.

- Der er ikke plads til at lave fejl. Hvis du misser indbremsningen til et sving eller giver gas en smule for tidligt, så er der bare en mur, som du med stor sandsynlighed vil ramme. Det gør konsekvenserne for hver fejl noget større, og det er fedt, siger Kevin Magnussen til The Checkereded Flag og fortsætter:

- Kørerne elsker banen, fordi den er så udfordrende. Det er en anderledes weekend i forhold til resten af sæsonen. Den er unik.

Måske er Kevin Magnussen så glad for banen i Singapore, fordi han tidligere har nydt pæn succes på netop dét stykke asfalt. I hvert fald er Magnussens seneste to optrædener på banen endt med en top ti-placering og dermed point til VM-regnskabet.

Men i en sæson, hvor Haas-bilen og Kevin Magnussen har svinget meget i præstationerne, tør danskeren ikke spå om resultatet.

- Det er svært at sige. Jeg har ikke rigtigt haft succes med at spå om vores præstationer. Jeg plejer at spå forkert. Så vi tager det, som det kommer, siger Kevin Magnussen.

Danskeren er lige nu nummer 14 i den samlede VM-stilling, mens teamkollegaen Romain Grosjean er placeret som nummer 13.

Kevin Magnussen i aktion på banen i Singapore for Renault i 2016.
Kevin Magnussen i aktion på banen i Singapore for Renault i 2016. Foto: ROSLAN RAHMAN / Scanpix Denmark