Formel 1-stjerne uddyber Magnussen-kritik: Alle kørere er enige med mig

16x9
Fernando Alonso endte som nummer 11 i Malaysias grandprix. Foto: DIEGO AZUBEL / Scanpix Denmark

Under det malaysiske grandprix gik bølgerne højt mellem Fernando Alonso og Kevin Magnussen, og efter løbet fortsatte den spanske kritik af Magnussen.

Det gik ikke, som Fernando Alonso havde håbet på i Malaysias Formel 1-grandprix søndag.

Den spanske stjerne sluttede lige uden for pointene som nummer 11 efter at være startet fra 10. position, og undervejs gik hans frustrationer ud over danske Kevin Magnussen.

Undervejs kæmpede Alonso en hård kamp om pladserne på 33. omgang med Magnussen. Det resulterede i, at de uafhængigt af hinanden kaldte hinanden for en idiot over team-radioen. Efterfølgende nedtonede Magnussen situationen og sagde at ”det bare er ræs”.

Samme fremgangsmåde benyttede Alonso ikke efter løbet. Han var nemlig ikke færdig med at kritisere sin danske konkurrent. Denne gang var kritikken dog ikke kun for hændelsen på 33. omgang, men en generel kritik af Magnussen.

- Vi andre kørere er mere eller mindre enige (om, at Magnussen kører beskidt, red.). Det er 19 mod 1, siger Alonso efter løbet ifølge F1Reader.

Alonso følger Hülkenbergs kritik

Allerede i slutningen af juli var der stor kritik af Magnussens kørsel i Ungarns grandprix. Dengang var det fra tyske Nico Hülkenberg.

- Når det handler om at køre ræs, er han (Kevin Magnussen, red.) bare beskidt, sagde Renault-køreren dengang.

Netop den episode lå tydeligt i hukommelsen hos Alonso, der under løbet erklærede sig enig med tyskeren over team-radioen med ordene ”Hülkenberg har ret”.

Magnussens Haas-chef, Günther Steiner, tog efter Malaysias grandprix Alonsos kritik med ro.

- Alonso er nok ikke vant til at kæmpe om en position som denne, sagde han efter løbet til TV3+ med et stort smil.

Magnussen sluttede lige efter Alonso på en 12.-plads.