Le Mans-vinder er favorit til at overtage ledigt Formel 1-sæde

16x9
Brendon Hartley var med til at vinde Le Mans med Porsche i 2017. Foto: JEAN-FRANCOIS MONIER / Scanpix Denmark

Ifølge motorsport.com kommer Brendon Hartley til at køre i Toro Rosso-raceren i det amerikanske Formel 1-grandprix.

Newzealænderen Brendon Hartley er godt på vej til at få sin debut i Formel 1.

I hvert fald hvis man skal tro velinformerede motorsport.com.

Mediet skriver, at Toro Rosso har udpeget Hartley til Danill Kvyats teamkollega ved USA's grandprix.

Teamet har mistet Carlos Sainz, som omgående skifter til Renault. Desuden har reservekøreren Pierre Gasly, som kørte for holdet i de seneste to grandprix, fået lov til køre Super Formula, der afholdes i samme weekend som grandprixet i USA. Derfor leder holdet efter en midlertidig erstatning.

Toro Rossos chef Franz Tost har allerede gjort klart, at løbet vil blive brugt til at evaluere, om nogle af kørerne skal være en del af teamet til næste år.

Le Mans-vinder

Brendon Hartley har tidligere vist, at han kan præstere på højeste niveau. I sommer var han en del af den Porsche-trio, der vandt Le Mans i den højeste klasse, LMP1.

Tidligere i sin karriere har han også haft Formel 1-erfaring. I 2009 og 2010 var han Red Bulls officielle reservekører.

Ifølge motorsport.com har Hartley nok superlicenspoint til at kunne stille op i Formel 1. Han er dog fortsat under kontrakt med Porsche. Derfor er der kontraktmæssige ting, der skal komme i orden, hvis Toro Rosso kan stille til start med ham.

Hvis det ikke lykkedes, nævnes Sebastién Buemi som en mulig backup.

Det amerikanske Formel 1-grandprix køres fra den 20.- 22.oktober.