Magnussen undgår straf efter sammenstød: - Da jeg så ham, var det for sent

16x9
Magnussen påkører Daniel Ricciardo på første omgang i Brasiliens grandprix. Foto: Grand Prix Photo / Scanpix Denmark

17 sekunders køretid i Brasiliens grandprix bliver den eneste straf for Kevin Magnussen, der slipper for yderligere straf som følge af et sammenstød.

Kevin Magnussen slipper for en straf, efter han i Brasiliens grandprix var involveret i en mindre lavine af uheld på allerførste omgang.

Allerede i andet sving ramte danskeren McLarens Stoffel Vandoorne, der af samme grund sendte Daniel Ricciardo ud af kurs. Red Bull-køreren havnede på tværs på banen, og her ramte Magnussen ham direkte, og ødelagde sin egen bil så meget, at det ikke var muligt at fortsætte løbet.

- Ingen yderligere sanktioner i forhold til Magnussen/Vandoorne/Riccardo - 'ingen kørere helt eller overvejende skyldige', skriver den anerkendte BBC-journalist Andrew Benson på Twitter

Ricciardo kom på ret køl igen og gennemførte løbet til en sjetteplads, mens også Vandoorne måtte lade livet sammen med Magnussen, før løbet det nærmest var begyndt.

- Hvis det var gået op for mig tidligere, at Ricciardo var på ydersiden af Vandoorne, havde jeg måske givet mere plads, men da jeg så Ricciardo, var det for sent, siger Kevin Magnussen ifølge motorsport.com.

- Det var ærgerligt og irriterende. Nu handler det bare om at give den gas næste gang, sagde Magnussen til 3+, inden han blev hørt af juryen.

Skuffende løb for Haas

Magnussens teamkollega, Romain Grosjean, havde også en skuffende dag på banen, selvom franskmanden gennemførte alle 71 omgange. 

Grosjean var også involveret i et uheld på første omgang, da han kørte sammen med landsmanden Esteban Ocon fra Force India. 

Uheldet betød, at Ocon måtte udgå for første gang i karrieren, mens Haas-køreren fortsatte løbet. 

Grosjean blev dog pålagt ansvaret for sammenstødet, og modtog 10 strafsekunder for forseelsen. 

Herfra blev det til en 15.-plads ud af de 16 kørere, som gennemførte Brasiliens grandprix, og Haas-teamet kom dermed aldrig rigtig i nærheden af point i søndagens grandprix.

- Jeg kan ikke tage noget med mig fra i dag (søndag, red.). Det har ikke været vores dårligste weekend i forhold til performance, men det var ærgerligt, at vi ikke kunne vise det, siger Magnussen.

Løbet blev vundet af Ferraris Sebastian Vettel, der inden sæsonens sidste løb er snublende nær at sikre Formel 1-sølvet i denne sæson. 

Sæsonens sidste Formel 1-grandprix finder sted i Abu Dhabi d. 24.-26. november.