Magnussen får blandede karakterer efter snurreturen i Abu Dhabi

16x9
Kevin Magnussen sluttede årets sidste grandprix på 13. pladsen Foto: Grand Prix Photo / Scanpix Denmark

Bedømmelserne af Kevin Magnussen bærer præg af, at han søndag snurrede rundt om sig selv på første omgang.

Kevin Magnussen tog en chance i søndagens allerførste sving – og det kom han til at betale prisen for.

Danskeren gled fra 14.- til 20.-pladsen, da han snurrede rundt om sig selv kort efter. Derfra kæmpede han sig tilbage i feltet, og til sidst endte han med at krydse målstregen som nummer 13.

Alt i alt var løbet i Abu Dhabi en blandet omgang for Magnussen, hvor han kørte på ultra-soft og soft-dæk. En blandet omgang er karaktererne også dagen derpå, hvor Magnussen både får kritik for den fejlslagne satsning og ros for den efterfølgende vej tilbage gennem feltet.

Autosport: 7 ud af 10

- Han betalte dyrt for at køre bredt i sving et og spinne i sving tre på den første omgang. Magnussens karakterisiske gung-go-stil kostede denne gang. Han fik overhalet de langsommere biler – men han manglede Grosjeans fart, så det var en blandet omgang alt i alt.

Grosjean scorede 9 ud af 10 hos Autosport.

Sky: 6,5 ud af 10

- Han besværliggjorde sit løb til at starte med, da han var lidt for ambitiøs i sving et og snurrende rundt i sving tre. Det efterlod ham på sidstepladsen – men danskeren viste prøver på sine overhalingsevner og kom hurtigt tilbage på 14.-pladsen, hvor han startede løbet. I sidste ende sluttede hans om nummer 13.

Grosjean scorede 7,5 ud af 10 hos Sky.

Auto, motor und sport: 6 ud af 10

Magnussen bragte sig selv ind i en snurretur på første omgang, og der røg alle chancer. Efter det måtte Magnussen kæmpe sig tilbage. Han kom op på 13.-pladsen, og i halvdelen af løbet kunne han se Wehrlein presse i bakspejlet.

Grosjean scorede 8 ud af 10 hos auto, motor und sport.

Ekstra Bladet: 3 ud af 6

- Så i træningerne og kvalen ud til at få det bedste ud af sin Haas, men en satsning i sving et blev dyr, da det startede en kædereaktion som endte i et spin.

Grosjean scorede 4 ud af 6 hos Ekstra Bladet.

BT: 4 på 12-skalaen

- Kevin Magnussen er blevet rost til skyerne for sine starter i denne sæson. Men ros behøver han ikke at få for snurreturen i Abu Dhabi. Kevin Magnussen skulle frem i feltet, men fejlede i forsøget. Omvendt kan man argumentere for, at danskeren tog en nødvendig chance for at komme hurtigt og afgørende frem i feltet på en bane, hvor det er meget svært at overhale.

- Trods fejlen kæmpede Kevin Magnussen sig flot op gennem feltet og sluttede en enkelt plads bedre, end han var startet. Og det giver plusser i bogen på en dag, hvor hans egen fejl ødelagde muligheden for et mindre mirakel.

Grosjean fik ingen karakter i BT.