Magnussen får karakterer for sæsonen - slår teamkollega

16x9
Kevin Magnussen har haft en blandet første sæson for Haas. Foto: Scanpix Denmark

Kevin Magnussen kan se tilbage på en blandet første sæson for Haas, hvor han sluttede med 19 point - otte point efter teamkollega Romain Grosjean.

Formel 1-sæsonen er slut, og danske Kevin Magnussen kan gøre status over sin første sæson for amerikanske Team Haas. 

Danskeren skiftede før den netop overståede sæson Renault ud med det amerikanske mandskab, hvor sæsonen har været en blandet pose bolsjer, hvis man tager de sportslige briller på. 

Magnussen styrke er hans kompromisløse racerdrive, der ikke gav ham mange venner, men masser af point

Ben Andersson, redaktør på Autosport

Kevin Magnussen sluttede sæsonen med 19 point, hvilket var ni point færre end teamkollegaen, Romain Grosjean. Men det, der springer mest i øjnene, er de løb, hvor danskeren hentede sine point, mener Ben Anderson, der er motorsportsredaktør på mediet Autosport. 

- Det mest imponerende i Magnussens sæson var at se, hvor stærk han var, når Haas var værst - særligt i Rusland, Azerbaijan og Mexico, hvor han formåede at holde Hamilton og Alonso bag sig. 

Autosport har samlet alle kørernes karakterer over hele sæsonen, og de viser, at Kevin Magnussen i gennemsnit har fået karakteren 6,9 af motorsportsmediet, hvilket rækker til en 13.-plads i den samlede stilling. 

Ben Andersson pointerer, at én af danskerens udfordringer er, at han ikke har været hurtig nok i kvalifikationerne. Danskeren tabte det indbyrdes opgør mod Grosjean og røg ud i den første kvalifikationsrunde i 9 ud af 20 løb. 

- Magnussen styrke er hans kompromisløse racerdrive, der ikke gav ham mange venner, men masser af point. Han har indrømmet, at han kæmpede med at køre hurtigt, når bilen overstyrede, så Magnussens store opgave er, at han om lørdagen skal forbedre den svaghed, skriver Ben Anderson. 

Romain Grosjean fik karakteren 6,7, og er derfor nummer 17 på sæsonens rangering. Lewis Hamilton er kåret som den bedste kører med karakteren 8,7. 

Tilfreds med sin første sæson

Magnussen har en fortid på McLaren og Renault, der traditionelt set er to af de store hold i Formel 1. Derfor var det en omvæltning, da han sidste år valgte at skrive kontrakt med Haas, der blot har to år på bagen i motorsportens kongeklasse. Men danskeren føler sig allerede godt tilpas. 

- Jeg føler mig hjemme, og jeg er meget glad. Alle er her for at køre race. Der er ikke så meget bullshit eller andre kommercielle ting. Det er et meget ukommercielt racerhold. Det føles lidt som at køre Formel 1 med et Formel 3-hold. Det er meget lige til, siger Kevin Magnussen til ESPN

Og det passer den 25-årige dansker ganske fint, at han nu har sin daglige gang hos et af de mindre hold. 

- Jeg tror, det handler om, at vi ikke skal omgås mennesker, som vi ikke har lyst til. Der er ikke nogen her, som jeg ikke nyder at arbejde med. Man skal ikke lave alt muligt, som ikke har noget at gøre med Formel 1. Det hele handler om race og ikke andet, siger danskeren. 

Magnussen, Grosjean og resten af Formel 1-feltet begynder den nye sæson den 25. marts, når årets første grand prix løber af stablen i Melbourne, Australien.