Tidligt 2018-fokus gik formentlig ud over resultaterne, tilstår Haas-chef

16x9
Haas-teamchef Günther Steiner. Foto: Scanpix

Haas-teamet gjorde sandsynligvis skade på sig selv i 2017-sæsonen ved at flytte fokus mod 2018-bilen for tidligt, lyder det fra Günther Steiner.

Danske Kevin Magnussen kørte sig til 19 point, mens franske Romain Grosjean satte 28 point ind på kontoen. Det gav Haas en 8.-plads i konstruktørernes mesterskab - nøjagtig som i debutsæsonen 2016.

Også dengang begyndte det amerikanske Formel 1-team på et tidligt stadie at se frem mod den kommende sæson, og 2017 var som bekendt ingen undtagelse. Men Haas-teamchef Günther Steiner indrømmer, at skiftet af fokus måske kom for tidligt i år.

- Det var lidt mindre op og ned (sammenlignet med 2016), men det var stadig en rutsjebanetur - specielt i anden halvdel af sæsonen. Med de forskellige fremskridt havde vi måske forventet mere, men igen, vi var fuldt ud klar over, at vi tidligt havde skiftet over til næste års bil, siger Günther Steiner ifølge motorsport.com.

- Set i bakspejlet, skulle vi så have gjort noget anderledes? Måske skulle vi have udviklet lidt længere på dette års bil, men du kan ikke gå tilbage. Det er noget midt i mellem, og der er ikke et klart svar. Vi var nødt til at fokusere på næste års bil, for det sidste, vi ønsker næste år, er stor nedgang,

- Så jeg er sikker på, at næste års bil vil være bedre, ellers havde vi ikke gjort det.

Tror på godt 2018

Günther Steiner er ligeledes sikker på, at Haas vil drage fordel af, at der i den kommende sæson ikke er markante ændringer i Formel 1's regelsæt.

- Det gør det ikke nemmere, men det giver en lidt anden udfordring, siger han til motorsport.com.

- Du skal fokusere på udvikling i stedet for at genopfinde, så vi må se, hvordan det går med det, men det er et nyt kapitel, og jeg håber, at det er et godt et af slagsen, siger Steiner.

Kevin Magnussen har kontrakt med Haas-teamet til og med 2018-sæsonen. Første grandprix i den kommende sæson er i Melbourne, Australien den 25. marts. Sæsonen består af 21 grandprixer.