Kasseret Formel 1-kører skifter til Ferrari

16x9
Kvyat har haft en omskiftelig Formel 1-karriere. Foto: ANDREJ ISAKOVIC / Scanpix Denmark

Daniil Kvyat røg i 2017 ud af Formel 1. Nu har Ferrari ansat ham som udviklingskører.

De seneste år har været en lang nedtur for Formel 1-køreren Daniil Kvyat. En nedtur der i 2017 resulterede i, at han røg helt ud af Formel 1-feltet, da han blev kasseret af Toro Rosso.

Men nu er en dør blevet åbnet på klem for den 23-årige russer. Onsdag blev han nemlig præsenteret som ny udviklingskører hos det italienske topteam Ferrari. En ansættelse der kommer en smule bag på TV 2 SPORTs motorsportsreporter Jacob Hammerholt.

- Det var en noget overraskende udmelding. Jeg tror, at det var de færreste, som havde gættet på, at Ferrari ville ansætte en fyret Toro Rosso-kører som udviklingskører. Ferrari har to unge kørere i stalden i forvejen. Charles Leclerc, der skal køre for Alfa Romeo-Sauber, og Antonio Giovinazzi, der var reserve hos Magnussens Haas-team sidste år. Så teamet er dækket ind på kørersiden til fremtiden.

For at forstå hvad Ferrari muligvis tænker på med ansættelsen af Kvyat, peger Jacob Hammerholt på de økonomiske perspektiver i samarbejdet.

- Med et Formel 1-løb i Rusland så har Ferrari nu en endnu bedre mulighed for at brande sig selv der og sælge en hel masse gadebiler til rige russere. Men Kvyat kommer også med erfaring med Red Bull-teamet, som notorisk har været kendt for at bygge den måske bedste aerodynamiske bil i feltet. Så Ferrari kan måske lære noget af Kvyats viden om konkurrenterne.

Red Bull endte ikke godt

Daniil Kvyats Formel 1-karriere hos Red Bull begyndte godt, da han i 2015 scorede flere point end Daniel Ricciardo, og i 2016 sikrede han teamets første podieplads i sæsonen.

Men efter løbet på hjemmebanen i Rusland, hvor han crashede to gange i starten, kom Kvyat i modvind, og han byttede plads med Max Verstappen, og blev dermed degraderet til Toro Rosso-teamet. Det blev begyndelsen på enden for russeren i Red Bull, vurderer Jacob Hammerholt.

- Kvyat har haft sine kvaler i Red Bull-familien. Han gjorde det sådan set fornuftigt, da han afløste Sebastian Vettel i 2015, men han har ikke haft det mentale overskud til at håndtere presset internt i Red Bull, især ikke da han blev degraderet.

I 2017 blev han undervejs i sæsonen erstattet med debutanten Pierre Gasly. Og så var det sket med Kvyats fremtid hos Red Bull.