Her er alle Formel 1-bilerne til den nye sæson

16x9
Romain Grosjean og Kevin Magnussen afslører den nye Haas-racer. Foto: JOSE JORDAN / Ritzau Scanpix

Formel 1-bilerne er på plads inden sæsonen, og der er sket store ændringer hos flere af holdene.

Større, bedre, hurtigere og lettere.

De 10 Formel 1-hold har forbedret og ændret bilerne til den kommende sæson, og de er blevet præsenteret inden den første test, som foregår i Barcelona.

De fire indledende tillægsord stammer fra Haas' præsentation af bilen, da Romain Grosjean og Kevin Magnussen løftede sløret for 2018-modellen. Ved første øjekast er den danske Formel 1-kører begejstret.

- Jeg synes, at bilen ser godt ud. Der er nogle nye gode dele på bilen, og jeg forventer, at vi vil forbedre os. Det bliver spændende at se, om vi kan det, men jeg har en positiv følelse, siger Kevin Magnussen til Haas' hjemmeside.

Den nye bil minder i store træk om sidste års bil, men der er en afgørende forskel oven på bilen. Inden denne sæson er det nemlig blevet indført, at bilerne skal være udstyret med en halo. Det er en sikkerhedsbøjle, der sidder foran kørernes ansigt - og trods den gode hensigt har den nye halo fået en blandet modtagelse. Eksempelvis har både Kevin Magnusen og Mercedes' chef Toto Wolff kritiseret ideen. De mener, at halo'en er grim - og at Formel 1 er sikkert nok i forvejen.

Her ses halo'en på Haas-raceren.
Her ses halo'en på Haas-raceren. Foto: ALBERT GEA / Ritzau Scanpix

Forvent flere ændringer

Selvom der kun er en måned til det første grandprix, så vil bilerne blive ændret inden løbsstarten i Australien. Farverne og andre basale ting vil dog gå igen, fortæller Jacob Hammerholt, motorsportsjournalist på TV 2 SPORT:

- Bilerne i år har ikke været gennem de helt store ændringer – udover halo’en. Men derfor er det stadig spændende at se, hvilken retning de forskellige teams er gået i forhold til at bygge den hurtigst mulige bil. Og så skal vi huske, at bilerne bliver meget forandret allerede inden sæsonens første løb. Testdagene i Barcelona viser holdene, hvad der virker, og hvad der skal ændres. Og derfor bliver de mange detaljer på bilen med små vinger her og der ændret. Så de biler vi ser i dag, ser meget anderledes ud, når bilerne rammer det første grandprix i Australien.

Også Günther Steiner fortæller, at årets bil i store træk minder om forgængeren.

- Regulativerne har været ret stabile imellem 2017 og 2018, så vores VF-18 (Haas-bilen i den kommende sæson, red.) er en udvikling fra sidste år. Det handler mere om at finpudse frem for at genopfinde. Man kan se elementer fra sidste år, som også har fundet vej til dette års bil, siger teamchefen, Günther Steiner.

- Vores 2017-bil var faktisk rigtig god, men vi fik aldrig det bedste ud af den, og det skal vi ændre til 2018.

Herunder kan du se alle Formel 1-bilerne, som de ser ud i 2018-sæsonen.

Teams og kørere i 2018
Her er Formel 1-bilerne i 2018