Magnussen høster international anerkendelse efter supertid

16x9
Kevin Magnussen kan måske se frem til en stor sæson - i hvert fald bedømt ud fra de første tests. Foto: Scanpix

Kevin Magnussen satte den sjettehurtigste tid i løbet af de to testuger forud for den kommende sæson, og det er noget, der er bemærket internationalt.

Om to uger går starten på årets Formel 1-sæson. 

Forud for sæsonen har de 10 mandskaber haft muligheden for at teste årets bil på Circuit de Catalunya, og her formåede danske Kevin Magnussen noget overraskende at sætte den sjettehurtigste tid overhovedet. 

Jeg er ret imponeret over, hvad Kevin Magnussen bringer til holdet

Gary Anderson, motorsportsekspert på Autosport

Danskeren kastede onsdag Haas-raceren rundt på banen i Barcelona i tiden 1.18.360 - lidt over ét sekund efter Ferraris Sebastian Vettel, der noterede sig for den hurtigste omgangstid i løbet af de to testuger. Det imponerede BBC's motorsportsredaktør Andrew Benson.

- Magnussens tid var særligt imponerende - 1,2 sekund langsommere end Sebastian Vettels Ferrari, og det var til trods for, danskeren brugte supersoft-dæk, hvilket er vurderet til at være ét sekund langsommere end hypersoft, som tyskeren brugte. 

Og han bliver bakket op af Gary Anderson, der er Formel 1-ekspert for Autosport.

- Jeg er ret imponeret over, hvad Kevin Magnussen bringer til holdet, og jeg tror, Grosjean vil blive motiveret af det, siger eksperten. 

Kevin Magnussen og Romain Grosjean hentede sidste år 47 point, hvilket rakte til en plads som nummer otte i konstruktørmesterskabet. Og derfor ville det da også overraske Andrew Benson, hvis det amerikanske hold rent faktisk kan bide skeer med de store i den kommende sæson. 

- Det ville være en enorm overraskelse, hvis Haas er så hurtige, når alt kommer til alt. Men deres omgange blev vurderet, som det fjerdehurtigste hold i løbet af de to testuger, siger Benson. 

Men noget kunne tyde på, at de har arbejdet på de rigtige ting i løbet af vinterens løbspause. 

- Hvis det er et rigtigt fremskridt, så er jeg imponeret. Da Haas præsenterede deres bil, synes jeg, den så lidt tam ud, men at forbedre noget, man forstår, er måske det rigtige at gøre for et relativt lille hold, siger Gary Anderson.

Formel 1-sæsonen bliver skudt i gang den 25. marts, når Melbourne Grand Prix Circuit i Australien lægger asfalt til årets første løb.