Tidligere verdensmester overvejede at droppe Formel 1

16x9
Fernando Alonso har ikke vundet et Formel 1-grandprix siden 2013. Foto: Manan Vatsyayana / Scanpix Denmark

I en frustrerende sæson legede spanske Fernando Alonso med tanken om at køre andre løbsserier og droppe Formel 1.

De seneste sæsoner har været milevidt fra de glade dage i midten af 00'erne, hvor han to gange blev verdensmester.

Fernando Alonso er siden skiftet til McLaren i 2015 sluttet langt fra toppen af motorsportens kongeklasse, og det medførte, at han i sidste sæson truede med at forlade teamet.

Det endte dog med en forlængelse af kontrakten og tilværelsen i Formel 1.

- Jeg tænkte på muligheden for at skifte serie og stoppe i Formel 1, siger Alonso ifølge autosport.com i et interview med magasinet F1 Racing.

I motorsporten eksisterer en uofficiel 'triple crown', som kræver sejre i Monacos Formel 1-grandprix, Le Mans og Indianapolis 500.

Han har vundet Monacos grandprix, mens han sidste år prøvede kræfter med Indianapolis 500. Efter den oplevelse overvejede han at kaste alle sine kræfter efter en 'triple crown'.

- Men jeg følte ikke, at tiden var rigtig til at stoppe. Ikke efter disse resultater, ikke med den følelse. Jeg ved, jeg ville fortryde det resten af mit liv, og at jeg ville have en dårlig smag i munden resten af min karriere, siger han ifølge autosport.com til F1 Racing.

Fernando Alonso kan dog i 2018 realisere to tredjedele af en 'triple crown', når han til sommer debuterer i Le Mans.

Spanieren blev Formel 1-verdensmester i 2005 og 2006, hvor han kørte for Renault. Han blev tre gange nummer to i VM-stillingen i årene hos Ferrari, mens hans bedste placering hos McLaren var en 10.-plads i 2016.