Forbavset McLaren-chef starter undersøgelse: Hvad gik der galt?

16x9
McLarens Team Chief Eric Boullier er langt fra tilfreds med lørdagens kvalifikation. Foto: Peter Parks / Scanpix Denmark

Eric Boullier er overrasket over, at McLaren-racerne ikke kunne køre sig ind i feltets bedste halvdel ved kvalifikationen i Bahrain.

Skuffet. Meget skuffet.

Det er, hvad McLaren-chefen Eric Boullier er efter lørdagens Formel 1-kvalifikation i Bahrain. Trods en omfattende opgradering af bilen formåede hverken Fernando Alonso eller Stoffel Vandoorne at kvalificere sig i top 10. Og det får konsekvenser.

- Vi har brug for en undersøgelse, sagde Boullier til Sky Sports F1 efter kvalifikationen og tilføjede:

- Vi bliver nødt til at finde ud af, hvad der sker. Vi er nødt til at vinde ud af, hvorfor det er sket – og jeg kommer til at stille spørgsmål til fabrikken. Jeg er forbavset ligesom alle andre i pitten. Vi bliver nødt til at forstå, hvad der skete.

I Bahrain kvalificerede Alonso sig som nummer 13. Vandoorne fulgte lige efter.

Ved sæsonens første løb i Australien var begge kørere to placeringer bedre, hvorefter Alonso kørte fremragende i løbet og sluttede som nummer fem. Vandoorne kørte over målstregen som nummer ni, og derfor var der stor optimisme i McLaren-teamet, der havde forventet en klar bedre kvalifikation efter den seneste opgradering.

Senere lørdag aften var Boullier fraværende ved McLarens pressemøde. Han deltog i stedet i en udvidet teknisk gennemgang af kvalifikationen.

De to McLaren-biler var over to sekunder langsommere end Vettel, der satte lørdagens hurtigste tid. Han starter søndagens løb i pole position foran Kimi Räikkönen og Valtteri Bottas.

Kevin Magnussen begynder grandprixet i Bahrain i sjette position. Følg med omgang for omgang her på sport.tv2.dk fra klokken 17.