Haas-chef forsvarer Grosjean, der næsten kørte Magnussen af banen

16x9
Günther Steiner erkender mangelfuld kommunikation fra hans og teamets side. Foto: Scanpix

Günther Steiner tager skylden for de to Haas-køreres infight under søndagens grandprix.

- Hvad fanden laver han? Gutter, kom nu lige?

- Få ham fucking af vejen!

Kevin Magnussen var skarp i mælet, da hans teamkollega Romain Grosjean lukkede af for ham og dermed forhindrede ham i at overhale under søndagens grandprix i Bahrain. 

Danskeren endte ganske vist på en fornem femteplads, men episoden kostede vigtig tid. Det får nu Haas-teamets chef til at tage skylden på egen kappe.

- Jeg vil ikke kalde det en misforståelse. Der var noget dårlig kommunikation. Fra vores eller min side, siger Günther Steiner ifølge EkstraBladet.

Teamchefen var på ingen måde tilpas med situationen i det øjeblik, den stod på.

- Du kan selv forestille dig, hvordan jeg havde det. Jeg ville ikke have et deja-vu af Australien med to biler i pointene, som vi begge mister, lyder det med henvisning til årets første Formel 1-grandprix, hvor begge Haas-biler måtte udgå efter fejlslagne pit stops. 

Grosjean havde problemer med bilen

Efter grandprixet var det Romain Grosjean og ikke Kevin Magnussen, der var utilfreds. Han skulle have en snak med teamchefen. Og det med det samme. 

- Han var ikke sur over den situation, og han gjorde det ikke med vilje. Vi var nok lidt sene med at give Romain informationen. Han så ikke, hvad der skete. Vi sagde til Kevin: Bare kør, siger Günther Steiner om episoden, hvor de to Haas-biler var i infight.

Det var i stedet Haas-bilen, der havde fået fransk-schweizeren op i det røde felt.

- Romain tabte flere dele på bilen, og den var praktisk talt umulig at køre. Han mistede virkelig meget downforce. Så han var nødt til at tage et ekstra stop og mistede en stensikker niende- eller tiendeplads. Det var han irriteret over, og vi er nødt til at se, om han rørte nogen eller noget. På den ene side manglende både bargeboards og sideflapper, fortæller teamchefen.

Selv havde Kevin Magnussens teamkollega, der startede som nummer 16, endnu højere tanker om, hvad det kunne være blevet til.

- Det vil altid være svært, når man starter nede bagved. Jeg fik ikke en god første omgang, men kom derefter fint igennem feltet, og hvis jeg ikke havde mistet mit bargeboard, var jeg sluttet syver eller otter. Det var problemet. At jeg mistede dele, mens jeg bare kørte på banen, siger Romain Grosjean. 

Grandprixet i Bahrain blev dermed en blandet fornøjelse for Haas, der havde Kevin Magnussen i top 5, mens Grosjean sluttede udenfor pointene som nummer 15.