- Det var ikke rigtigt, siger Vettel om løbsafgørende situation

16x9
Sebastian Vettel måtte nøjes med en ottendeplads i søndagens kinesiske grand prix. Foto: Johannes Eisele / Ritzau Scanpix

En periode med safety car blev afgørende for Kinas grand prix, og Ferraris Sebastian Vettel er ikke tilfreds med tidspunktet, bilen blev sendt ud på.

Ferraris Sebastian Vettel var én af de kørere, der tabte stort på, at der blev sendt en safety car på banen efter 32 omgange af søndagens kinesiske grand prix. 

Tyskeren lå på det pågældende tidspunkt på andenpladsen og lagde et stort pres på den førende Valtteri Bottas fra Mercedes. Men det blev der hurtigt lavet om på, da Toro Rossos Pierre Gasly kolliderede med teamkollegaen Brendon Hartley. 

Vi havde to omgange med rester på banen, så hvorfor ikke kalde den ud et halvt minut tidligere?

Sebastian Vettel

Løbets safety car blev sendt på banen, men de fire forreste kørere, Valtteri Bottas, Sebastian Vettel, Kimi Raïkkonen og Lewis Hamilton havde netop kørt forbi pitten, og derfor fik de bagvedkørende en fordel, da de kunne køre i pit og få nye dæk, uden det ville koste placeringer. 

- Som jeg ser det, så var det ikke rigtigt at sende en safety car på banen, når man aktivt ændrer løbet, siger Sebastian Vettel til Autosport

- Vi havde to omgange med rester på banen, så hvorfor ikke kalde den ud et halvt minut tidligere, så alle ville have muligheden for at beslutte sig, om de ville køre i pit eller ej?, spørger Vettel. 

Når en safety car kommer på banen, så bliver alle biler samlet efter hinanden i en lang række, og eventuelle forspring bliver fjernet. 

Derfor fik blandt andre Red Bulls Daniel Ricciardo og Max Verstappen en stor fordel, da løbet igen blev givet frit, fordi de netop havde fået nye dæk på og dermed havde mere fart i bilen end de forankørende.

Det resulterede i, at Ricciardo vandt løbet, og Verstappen kunne også have kørt sig på podiet, hvis ikke han var kollideret med Sebastian Vettel. Tyskeren måtte i øvrigt nøjes med en ottendeplads.

- Vi har ikke tid til at vurdere, hvem der får fordelen 

Løbsdirektøren for den internationale motorsportsunion, FIA, Charlie Whiting giver dog ikke meget for tyskerens kritik. 

- Det er lidt et mysterium for mig, at det hele tiden kommer i fokus, fordi vi har haft virtual safety car siden 2015, vi har haft safety car i over 20 år, og vi har altid vidst, at sådan en indgriben vil betyde vindere og tabere, siger Charlie Whiting til Autosport. 

- Vi har ikke tid til at sidde og vurdere, hvem der får fordelen og sørge for, at alle har lige store muligheder, siger Whiting videre. 

Kevin Magnussen valgte at blive ude, da der blev sendt safety car på banen, mens rivaler som Nico Hülkennberg, Carlos Sainz Jr. og Fernando Alonso alle kørte ind. Det skulle vise sig at blive afgørende, da danskeren straks blev overhalet af de tre og dermed faldt fra 7.-pladsen til en 10.-plads. 

Næste løb på kalenderen er Azerbaijans grand prix i Baku. Det løb køres søndag den 29. april.