Her er top og flop fra det kinesiske grandprix

16x9
Kevin Magnussen sluttede på 10. pladsen i Kina Foto: Johannes Eisele / Ritzau Scanpix

Jens Winther vurderer Kevin Magnussens indsats i det kinesiske Formel 1 grandprix. Samtidig kigger han nærmere på manden, som ændrede løbet markant.

Dagens hovedperson: Pierre Gasly

Franskmanden i Toro Rosso var også dagens mand i Bahrain, men dog på en noget anden måde. Hvor han i ørkenstaten gjorde sig bemærket med en forrygende flot placering, havde manden fra Red Bulls lillesøster en elendig weekend i Kina.

Hvorfor har jeg så valgt Gasly, spørger du? Han kørte ind i sin kollega Brendon Hartley, hvorved en masse carbondele blev spredt ud over et stykke af banen. Det afstedkom en safetycar-periode, og hele racet blev derefter ændret. Derfor var han faktisk den kører, som havde allermest indflydelse på løbets resultat.

Mercedes og Ferrari var på en helt fin strategi, som uden tvivl ville have fyldt de første 4 placeringer med deres biler, men sådan blev det ikke. Red Bull var i forbindelse med løbets neutralisering hurtigere end konkurrenterne strategisk og kaldte begge biler i pit - endda til et dobbelt pitstop! Dette stop var nøglen til succes for Red Bull. Man sendte begge biler ud på hurtigere og nyere dæk end de førende, og derefter var der ikke andet end at vente på, at Red Bull ville være i front.

Perioden med safetycar ødelagde i øvrigt også Kevin Magnussens strategi, da Renault var mere snedige og udnyttede perioden til at sætte friske dæk på deres biler og så jagte danskeren ned. Strategien fra Haas var faktisk god, men den var slet ikke adaptiv nok.

I forbindelse med udnævnelsen af “dagens mand” var jeg helt ærligt meget i tvivl, om jeg skulle have valgt Max Verstappen, som kvajede sig stort i et alt for optimistisk overhalingsforsøg på Vettel. Det afgørende blev dog, at Gasly ændrede sin præstation markant i forhold til Bahrain - løbet hvor Verstappen også kvajede sig. Der var altså ikke rigtig nogen ændring for hollænderen....

Pierre Gasly fik stor indflydelse på det kinesiske grandprix uden selv at komme i pointene.
Pierre Gasly fik stor indflydelse på det kinesiske grandprix uden selv at komme i pointene. Foto: Johannes Eisele / Ritzau Scanpix

Dagens 'move'

Uden tvivl Daniel Ricciardo! Hans overhalinger på sin vej til førstepladsen stod i skarp kontrast til hans teamkollegas. Hvor Verstappen slet ikke forstod at bruge sin overlegne position og vente, til tiden var korrekt, forstod australieren at sætte nogle drømmeoverhalinger på plads mod andre af verdens bedste racerkørere - det var intet mindre end smukt!

Eneste klage over Ricciardo, fra min side, må være at han fik taget hul på den vanvittige australske tradition med at drikke champagne af sin sure, svedige kørestøvle - det er helt fantastisk sjovt - men vildt ulækkert.

Daniel Ricciardo drikker champagne af sin kørestøvle.
Daniel Ricciardo drikker champagne af sin kørestøvle. Foto: Aly Song / Ritzau Scanpix

Dagens bedste idé

Må tildeles dækleverandøren Pirelli, som havde taget nogle helt anderledes dækmodeller med til Kina. De er tidligere blevet kritiseret for at være for konservative og forudsigelige. Denne gang havde de valgt nogle dæk, som gav mulighed for at vælge mange forskellige løsninger og det benyttede de forskellige teams sig af.

De mange muligheder gav et superspændende race (selvfølgelig hjulpet af safetycar), hvor hele løbet blev vendt på hovedet på grund af dækstrategierne.

Ugens Kevin

Magnussen leverede, som vi efterhånden forventer. Efter nogle solide træninger kiksede det for Kevin at bringe sin racer ind i Q3 og dermed top 10. Det gav ham dog en startposition, som kunne sikre lidt spillerum med hensyn til dækvalg, og det så et langt stykke tid ud til at virke. 

Imidlertid vendte løbet sig imod den valgte strategi, og her var Kevins team ikke risikovillige (eller måske intuitive) nok til at ændre på den oprindelige valgte strategi.

Det betød, at Kevins løb blev en længere redningsaktion, hvor han først måtte forsvare sig i mange omgange mod Alonso og derefter kæmpede mod Sainz. Til slut var han i sigtekornet på Ocon, men blev reddet af gong-gong’en.

Kevin Magnussen kæmper mod Fernando Alonso.
Kevin Magnussen kæmper mod Fernando Alonso. Foto: Johannes Eisele / Ritzau Scanpix

Alt i alt kom Magnussens løb til at virke en smule trist, hvad det uden tvivl ikke var, set fra hans side. Han kæmpede bravt MOD en strategi, som ikke gav ham meget at arbejde med. På tre meget forskellige baner har vi nu set Haas levere en bil og ikke mindst en (dansk) kører, som naturligt hører hjemme i top 10 - det lover godt.