Langsomme kvalifikationer bekymrer McLaren-boss

16x9
McLaren ligger nummer fire i konstruktørernes mesterskab med 28 point. Foto: Albert Gea / Ritzau Scanpix

I kvalifikationerne har McLaren manglet hurtighed, mens det har set helt anderledes ud, når der skal køres grandprix.

Fernando Alonso har haft en god start på den Formel 1-sæson.

I alle tre løb har han formået at score point, og han ligger nummer seks i VM-regnskabet. Selvom han i de tre løb ikke er startet i top ti.

Det understreger McLarens problemer i denne sæson, hvor der har været forskel på bilernes hastighed i kvalifikationen og i løbene.

- Vi er nødt til at finde ud af, hvorfor vi er langsomme i kvalifikationen, hvorfor vi er bedre i løbene, og hvorfor vi er bag de andre hold med Renault-motorer, siger holdets løbsdirektør, Eric Boullier til BBC.

Det britiske hold har store forventninger til denne sæson, efter de har skiftet sidste års problemfyldte Honda-motorer ud med Renault. Udskiftningen gør, at McLaren drømmer om flere podieplaceringer og måske endda en grandprix-sejr.

Mulighed for forbedring

Indtil videre har drømmene ikke helt afspejlet sig i kvalifikationerne. Fernando Alonsos tre kvalifikationer har resulteret i en 11. plads og to 13. pladser. Mens holdkammeraten Stoffel Vandoorne i alle kvalifikationerne er startet bag Alonso.

På trods af det har begge kørere næste formået at score point i alle løb. Kun i Shanghai glippede det for Vandoorne.

- Søndag har været god ved os. Fredag og lørdag har ikke været så gode, men pointene bliver givet om søndagen. Så langt, så godt, siger Alonso.

McLaren føler dog, at de kan præstere endnu bedre, når de sammenligner sig med de andre teams med Renault-motorer.

I de seneste to løb har Nico Hülkenberg hos Renault sluttet foran Alonso. Mens begge Renault-kørere er sluttet i top ti i kvalifikationen. Desuden var Red Bull-bilerne flyvende i Shanghai, hvor Ricciardo vandt, og Max Verstappen sluttede som nummer fem.

Her sagde Ricciardo blandt andet til BBC, at Renault-motoren har givet dem selvtillid i forhold til at kæmpe med om sejren. Hvis de får styr på chassiset.

Næste Formel 1-løb er i Baku og køres fra 27.- 29. april.