- Max Verstappen er nødt til at tænke sig om, siger hans far

16x9
Max Verstappen ødelagde både sine egne og Sebastian Vettels chancer i det kinesiske grandprix. Foto: Greg Baker / Ritzau Scanpix

En skuffet Jos Verstappen er ikke tilfreds med sønnen Max Verstappens kørsel ved søndagens Formel 1-grandprix i Kina.

Søndag blev Red Bull-racerkøreren Max Verstappen nummer fem ved det kinesiske grandprix, som blev vundet af holdkammeraten Daniel Ricciardo. Og det var ikke et løb, der imponerede den tidligere Formel 1-kører Jos Verstappen, der er far til Max Verstappen.

Han ærgrer sig især over et fejlslagent overhalingsforsøg. 

- Det var ikke muligt at overhale Vettel. Det var en klar fejlvurdering. Nogle gange er Max nødt til at tænke sig mere om, siger Jos Verstappen til det hollandske tv-program Ziggo´s Peptalk Show.

Overhalingforsøget på Ferraris Sebastian Vettel endte med, at begge røg rundt, og det blev vurderet, at det var en klar fejl af Red Bull-racerkøreren, og derfor blev Max Verstappen idømt en straf på 10 sekunder.

- Det her må bare ikke ske. Det ved han allerede, så jeg behøver ikke sige for meget, siger Jos Verstappen, der indrømmer, at det var sønnens skyld, at de to røg rundt.

- Jeg er ikke sur, lige nu er jeg mest skuffet. Men det gør mest ondt på Max selv, siger veteranen med flere end 100 grandprix-løb i bagagen.

Max Verstappen kørte ellers over målstregen som nummer tre ved grandprixet. Men grundet den idømte straf på 10 sekunder endte både Kimi Räikkönen og Lewis Hamilton over hollænderen.

På trods af den tydelige fejl i det kinesiske grandprix så mener Jos Verstappen ikke, at sønnen skal stoppe sin lidt aggressive kørsel.

- Jeg vil ikke have, han ændrer sin måde at køre løb på. Han overhalede to biler i starten. Starten kørte han helt perfekt. Det kunne alle se.

Max Verstappen har undskyldt episoden overfor Sebastian Vettel, der endte som nummer otte ved det kinesiske grandprix.  

Næste grandprix køres i Aserbajdsjan fra den 27. til den 29. april.