Vettel kalder Formel 1-ledelsens valg for komisk – Magnussen er enig

16x9
Ferraris Sebastian Vettel kritiserer de nye ændringer. Foto: Juan Medina / Ritzau Scanpix

Sebastian Vettel er langt fra tilfreds med det valg, Formel 1-ledelsen har taget om, at der skal ændres på bilerne til næste sæson.

Når kørerne i Formel 1-feltet i næste sæson sætter sig ind i deres biler, så kommer bilerne til at se anderledes ud i forhold til denne sæson.

Det er unødvendigt at ændre på reglerne

Kevin Magnussen

Regelændringer er vedtaget, så det aerodynamiske look bliver ændret, men det kalder Ferrari-køreren Sebastian Vettel for "komisk". Han mener ikke, at Formel 1-ledelsen kan beslutte sig for, hvad de reelt ønsker med bilerne.

- Jeg synes, det er komisk. I 2009 sagde de: ”Lad os gøre det mindre aerodynamisk og få et bedre race", men det ændrede ikke meget. Bagefter siger de: ”Bilerne er for langsomme, så lad os gøre dem mere aerodynamiske”, og nu vil de så gøre dem langsommere igen, siger Sebastian Vettel til mediet Autosport.

Det er primært frontvingen på Formel 1-bilerne, der ændres til det mere simple. Og det kommer til at gå ud over bilernes downforce, der er evnen til at trykke bilerne ned mod asfalten. Jo mere downforce, jo højere hastigheder kan man køre med.

Magnussen er enig med Vettel

Sebastian Vettel bakkes op af flere kørere i sin anke. En af dem er danske Kevin Magnussen fra Haas-holdet.

- Det er unødvendigt at ændre på reglerne til næste år, siger han til Autosport og fortsætter:

- De seneste løb i sæsonen har været fantastiske, så hvorfor ikke bare lade reglerne være til 2021?

Danskeren hentyder til en stor, planmæssig ændring i reglerne, hvor hovedessensen er at gøre løbene tættere, så stort set alle hold har en reel chance for at vinde.

Ledelsens formål

Grunden til, at Formel 1-ledelsen vil ændre på bilerne, er, at de ønsker mere action på banerne.

Mere specifikt ønsker de at øge antallet af overhalinger, så sporten bliver mere seerinteressant.

Men det er altså få kørere, der umiddelbart giver den udmelding en positiv medfart.

Den forsvarende verdensmester, Lewis Hamilton, ser gerne, at bilerne forbliver, som de er nu. For så kan kørerne – foruden selve konkurrencen om at blive nummer et ved løbene – også konkurrere om at sætte de hurtigste omgangstider, mener han.