- Jeg kunne godt have taget den, siger dansk målmand om Letlands scoring

Frederik Andersen ærgrer sig over, at Letlands eneste scoring skulle blive så kampafgørende.

Et enkelt mål var nok til at afgøre Danmarks VM-skæbne.

Lettiske Andris Dzerins stod for kampens eneste scoring, da danskerne tabte til Letland tirsdag aften og måtte vinke farvel til en plads i kvartfinalen.

Den danske målmand Frederik Andersen ærgrer sig over, at netop den scoring gik ind, da den blev så afgørende.

- De spillede rigtig godt og stod godt defensivt. Vi havde svært ved at komme ind og få nogle gode chancer. Det vi fik, tog han (målmand Elvis Merzlikins, red.) sig af. Det er surt, siger Frederik Andersen til TV 2 SPORT.

- Selvfølgelig tror man, at man kan tage alle chancer. Der var nogle stave i vejen, og jeg følte, at han (Andris Dzerins, red.) prøvede at gå højre om. Det var selvfølgelig et skud, som jeg godt mener, at jeg kunne tage. Det er surt, at det skulle være afgørende.

På det internationale ishockey forbunds hjemmeside kan man se på statistikkerne, at danskeren har stået et godt VM og er den fjerdebedste målmand målt på redningsprocent.

Frederik Andersen er kun overgået af Harri Sateri fra Finland, Anders Nilsson fra Sverige og Letlands Elvis Merzlikins, der tirsdag aften var med til at sende Danmark ud af VM.

Den danske målmand fortæller, at der nok kommer til at gå lidt tid, inden skuffelsen har lagt sig.

- Som hold har vi haft det mål at gå i kvartfinalen, og jeg tror, at det kommer til at overskygge det meste, at vi ikke når det. Det var en stor oplevelse at komme ind og spille for Danmark, og der var utroligt gode fans hele vejen igennem.

- Det kommer til at tage lidt tid at få lagt det bag os. Nu skal vi have en god sommer, der giver en god næste sæson, siger Frederik Andersen.

Sådan gik Danmark ved VM på hjemmebane
2018
4. maj
Danmark-Tyskland 3-2 (str.)
Der var nærmest dømt skæbnekamp fra dag ét, da Danmark mødte de tyske rivaler på åbningsdagen ved VM.
Jesper Jensen og Frederik Storm stod for de danske scoringer i kampen, som endte 2-2 i ordinær spilletid, hvor Frederik Andersen blandt andet hev en mirakelredning op af ærmet.
Kampen skulle afgøres i straffeslagskonkurrence, og her blev Frans Nielsen den eneste målscorer.
5. maj
Danmark-USA 0-4
Danmark gik efter åbningssejren ind til tre kampe mod gruppefavoritterne USA, Canada og Finland, og det startede med et klart nederlag til de amerikanske stjerner.
7. maj
Danmark-Canada 1-7
Heller ikke mod de 26-dobbelte verdensmestre fra Canada var der noget at komme efter.
Canadierne anført af kaptajnen og superstjernen Connor McDavid var foran 6-0, før Jesper Jensen Aabo fik scoret.
9. maj
Danmark-Finland 3-2
Med to nederlag og en målscore på 1-11 gik Danmark ind til mødet med Finland, som havde vundet deres første tre kampe med en målscore på 23-2.
Men Danmark fik i dén grad sat prop i finnernes optur. Danmark kom foran 1-0 og 2-1 ved Frans Nielsen og Oliver Bjorkstrand. Finland udlignede med fire minutter tilbage af opgøret, men i et flot opsat powerplay fandt Mikkel Bødker Nichlas Hardt, som sikrede en sensationel dansk sejr over VM-finalisterne fra 2016.
11. maj
Danmark-Norge 3-0
Skarpskytten Nicklas Jensen kom for alvor i gang med ærkerivalerne fra Norge, da han scorede til både 1-0 og 2-0. Frederik Storm stod for den sidste scoring. Dermed kom Danmark op på otte point ved VM - og vandt i øvrigt for tredje gang i træk over Norge i VM-sammenhæng.
12. maj
Danmark-Sydkorea 3-1
Det blev ikke nogen let opgave mod gruppe B's prygelknabe, som mange havde forventet. Danskerne måtte slide hårdt for sejren, der sendte Danmark op på 11 point - en tangering af det højeste antal point, Danmark har fået ved VM.
Frans Nielsen, Jesper Jensen og Nichlas Hardt stod for de danske scoringer.
15. maj
Danmark-Letland 0-1
Kulminationen på et stort dansk VM på hjemmebane endte i en fuser, da Danmark ikke formåede at lirke det lettiske forsvar op i den direkte duel om en plads i kvartfinalen.