Formel 1-chef tager model i forsvar, efter hun vinkede løbet af for tidligt

16x9
Winnie Harlow havde fået æren af at vinke det canadiske formel 1-grandprix af. Noget, som hun nok ikke kommer til at glemme lige foreløbig. Foto: Mark Thompson / Ritzau Scanpix

Det canadiske grandprix blev stoppet en omgang for tidligt. Nu fortæller løbsdirektør Charlie Whiting, hvad der gik galt.

Det var angiveligt noget så simpelt som dårlig kommunikation, der gjorde, at den canadiske model Winnie Harlow kom til at vinke det canadiske formel 1-grandprix færdig en omgang for tidligt søndag aften.

Det fortæller løbsdirektør for den internationale motorsportsføderation, FIA, Charlie Whiting:

- Det ternede flag blev vist en omgang for tidligt på grund af miskommunikation mellem ’startplatformen’ og fyren, som de kalder ’the starter’, der står for at starte og slutte løbene. Han troede, det var sidste omgang, han bad ’race control’ om at bekræfte, og det gjorde de.

- De tror, at han (’the starter’, red.) kommer med en konstatering, selvom han faktisk stiller dem et spørgsmål, sagde Charlie Whiting ifølge espn.com efter løbet, hvor han også var hurtig til at tage Winnie Harlow i forsvar.

- Han (’the starter’, red.) siger til flagvinkeren, at hun skal vinke med det en omgang for tidligt, så det har intet at gøre med, at det var en kendis, der vinkede med flaget.

Løbet skulle have været 70 omgange, men da Winnie Harlow viftede med flaget efter omgang 69, siger reglerne, at det er placeringerne fra omgang 68, der tæller.

Det var gode nyheder for Kevin Magnussen. På omgang 68 lå danskeren nummer 13, men på omgang 69 blev han overhalet af Force Indias Sergio Perez. Men den omgang kom altså ikke til at tælle.

Mens Magnussen kunne glæde sig over at holde 13. pladsen, måtte han dog for første gang se sig slået af teamkollegaen Romain Grosjean, der endte som nummer 12.

Fejlen fik heldigvis ikke yderligere konsekvenser, da de øvrige kørere i feltet bevarede de samme placeringer på de sidste omgange. Men løbets førende kører, Sebastian Vettel fra Ferrari, var ikke tilfreds med handlingen.

- Fortæl dem, at de ikke skal vinke med det ternede flag, før det er overstået, sagde tyskeren over teamradioen.

Canadas grandprix blev vundet af Sebastian Vettel, der kom i mål foran Mercedes' Valtteri Bottas og Max Verstappen fra Red Bull.

Det er i øvrigt ikke første gang, at et Formel 1-løb bliver vinket for tidligt af.

Tilbage i 2014 opstod et lignende scenarie i det kinesiske grandprix i Shanghai.

Top 10 + Haas

  1. Sebastian Vettel (Ferrari)
  2. Valtteri Bottas (Mercedes)
  3. Max Verstappen (Red Bull)
  4. Daniel Ricciardo (Red Bull)
  5. Lewis Hamilton (Mercedes)
  6. Kimi Raikkonen (Ferrari)
  7. Nico Hulkenberg (Renault)
  8. Carlos Sainz (Renault)
  9. Esteban Ocon (Force India)
  10. Charles Leclerc (Sauber)

(12) Romain Grosjean (Haas)

(13) Kevin Magnussen (Haas)