Magnussen scorer point i dramatisk løb

16x9
Kevin Magnussen fik igen point til Formel 1-verdensmesterskabet. Foto: Luca Bruno / Ritzau Scanpix

Kevin Magnussen kan endnu en gang glæde sig over point i Formel 1-regnskabet efter et yderst dramatisk løb i England.

Den legendariske Silverstone-bane i England bød på dramatik fra første til sidste omgang, da Formel 1-feltet kørte sæsonens tiende løb.

Kevin Magnussen kørte endnu en gang sin Haas-racer i pointene, da han med en niendeplads scorede to point til verdensmesterskabet. Det var tredje løb i træk, at Kevin Magnussen fik point.

Teamkollegaen hos Haas, Romain Grosjean, udgik lidt over halvvejs i løbet efter et sammenstød med Carlos Sainz.

Sebastian Vettel fra Ferrari fik flest point af alle fra løbet på Silverstone, da han vandt foran Lewis Hamilton fra Mercedes og Kimi Raikkonen fra Ferrari.

Dramatisk start

Løbet fik en yderst dramatisk start, og især den forsvarende verdensmester Lewis Hamilton ville have ønsket, at det var gået anderledes.

Han fik fra pole position en skidt start, hvor først Sebastian Vettel overhalede ham og bagefter gjorde holdkollega Valtteri Bottas det samme. Ondt blev værre i tredje sving, da han i et uheld stødte sammen med Kimi Raikkonen, og så var Hamilton pludselig sidst i feltet. Raikkonen fik 10 sekunders straf for sin rolle i uheldet.

Det var dog ikke kun Hamilton og Raikkonen, der blev ramt af det uheld, som de to kørere var involveret i.

Det resulterede også i, at Romain Grosjean ramte Kevin Magnussen med sin racer, og derfor mistede begge kørere tid. Magnussen røg ned som nummer 10, efter han var startet som nummer syv, mens Grosjean gik fra en placering som nummer otte til nummer 14.

Det betød, at Kevin Magnussens løb blev en meget blandet fornøjelse, hvor han hele løbet igennem lå på grænsen mellem at få point og ikke at få point.

Bedre gik det dog ikke for teamkollegaen Romain Grosjean. Han var involveret i et uheld med Carlos Sainz fra Reanult sent i løbet. Og det endte med, at begge kørere måtte forlade løbet.

Mens de to Haas-racere og Hamilton kæmpede bag i feltet, var der også kamp helt fremme.

Her tog Sebastian Vettel starten, men undervejs i løbet blev han overhalet af Mercedes’ Valtteri Bottas. På 47. omgang ud af de 52, som kørerne skulle køre, tog Vettel dog sin revanche og genovertog førstepladsen. Her blev Ferrari-køreren, til løbet sluttede.

Efter Vettel fulgte Lewis Hamilton, der efter flot kørsel endte på andenpladsen, mens Kimi Raikkonen tog sig af den sidste plads på podiet.

Max Verstappen, Carlos Sainz, Romain Grosjean, Marcus Ericcson, Charles Leclerc og Brendon Hartley udgik alle fra løbet.

Sæsonens næste løb er den 22. juli, når kørerne skal til Tyskland for at køre på Hockenheimring.