Magnussens halvsæson får topkarakter af britisk medie

16x9
Den danske Formel 1-kører har imponeret i sin Haas-racer. Foto: Andrej Isakovic / Ritzau Scanpix

Kevin Magnussens første halvsæson scorer topkarakter hos et britisk medie. Danskeren overgår dermed Romain Grosjean.

Efter det ungarske grandprix er årets Formel 1-sæson halvvejs, og derfor har britiske The Times gjort status.

For hvor godt har kørerne egentlig klaret det?

Magnussen har været konsekvent og har forvandlet stærke kvalifikationer til point

The Times

To af de kørere, der tog point i seneste løb, var Kevin Magnussen og Romain Grosjean i deres Haas-racere. Begges sæson er da også bestået ud fra det britiske medies vurdering, men den ene er sluppet klart bedre fra det end den anden.

Kevin Magnussen

Får karakteren B (hvilket svarer til et 10-tal)

Vi starter med de mest rosende ord. Dem høster danske Kevin Magnussen, der har haft en glimrende sæson ifølge The Times.

- Danskeren har haft en imponerede start på året i en bil, som dramatisk har forbedret sig igennem sæsonen, så den nu er i midterfeltet. Magnussen har været konsekvent og har forvandlet stærke kvalifikationer til point, skriver det britiske medie.

Helt præcist 45 point og en ottendeplads i kørernes interne regnskab er det blevet til. Alligevel er der lidt malurt i bægeret.

- Han har en tendens til at irritere andre kørere på banen igennem hans aggressive kørestil, og det har kostet ham point.

Romain Grosjean

Får karakteren C (hvilket svarer til et 7-tal)

Magnussens teamkammerat når ifølge The Times ikke danskerens standarder:

- Det tog en evighed for franskmanden at score sit første point i denne sæson. Ni grandprixer for at være helt nøjagtig. I starten var undskyldningen, at han bare var uheldig, men som sæsonen er gået, er der blevet rejst spørgsmålstegn, om han overhovedet ville køre Formel 1 i næste sæson, lyder det fra mediet, der giver følgende eksempler:

- Han har lavet store fejl i Azerbaijan, Spanien, Frankrig og i England, hvor holdet sagde, at han skulle være mere konsekvent, hvis han skulle beholde sædet.

Grosjean ligger nummer 14 i kørernes interne stilling med 21 point.

Kun tre kørere har ifølge The Times gjort sig fortjent til topkarakteren A, der svarer til et 12-tal efter danske standarder.

Det drejer sig om Lewis Hamilton (Mercedes), Daniel Ricciardo (Red Bull) og Charles Leclerc (Sauber).