Ricciardo forlader Red Bull - skifter til Magnussens tidligere hold

16x9
Daniel Ricciardo under Ungarns Formel 1-grandprix. Foto: Bernadett Szabo / Ritzau Scanpix

Australske Daniel Ricciardo stopper hos Formel 1-teamet Red Bull efter 2018-sæsonen. Han skal fremover køre for Renault.

Den igangværende sæson bliver racerkøreren Daniel Ricciardos foreløbig sidste hos Formel 1-teamet Red Bull.

Den 29-årige australier fortsætter karrieren hos Renault, som han har indgået en aftale med for sæsonerne 2019 og 2020.

- Vi har respekt for Daniels beslutning om at forlade os, og vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden, siger teamchef Christian Horner til teamets hjemmeside.

Ricciardos skifte til Renault blev offentliggjort kort tid efter pressemeddelelsen fra det østrigske topteam. Det franske team har tidligere haft danske Kevin Magnussen om bord.

- Det var nok en af de sværeste beslutninger i min karriere hidtil. Men jeg følte, at tiden var inde til en frisk start og en ny udfordring, lyder det fra Daniel Ricciardo i pressemeddelelsen fra Renault.

- Jeg er klar over, at der er meget arbejde forude, før Renault kan nå sit mål om at konkurrere på højeste niveau, men jeg har været imponeret over teamets udvikling på bare to år, og jeg ved, at hver gang Renault har involveret sig i sport, har teamet før eller siden vundet.

- Jeg håber, at jeg er i stand til at hjælpe dem på denne rejse og bidrage på og uden for banen, siger australieren.

Red Bull på jagt efter afløser

Daniel Ricciardo kom til Red Bull i 2014 og har vundet syv grandprixer. Der er i alt blevet til 29 podieplaceringer for ham.

I øjeblikket indtager han en femteplads i VM-stillingen med 118 point - det er 95 point færre end den regerende verdensmester Lewis Hamilton (Mercedes), der er etter.

Ricciardos teamkollega hos Red Bull i denne sæson er hollandske Max Verstappen, der er placeret lige bag australieren i kampen om verdensmesterskabet.

Red Bull vil nu gå i gang med at finde ud af, hvem der skal udgøre teamet i 2019.

- Vi vil gennemgå de muligheder, vi har, før vi beslutter os for, hvem der skal køre sammen med Max Verstappen i 2019.

- I mellemtiden er der fortsat ni grandprixer tilbage i 2018, og vi er fokuseret på at give Max og Daniel de bedste muligheder i resten af sæsonen, siger Christian Horner.

Hos Renault bliver Daniel Ricciardo teamkollega med tyske Nico Hülkenberg.

Formel 1-feltet holder lige nu sommerferie. Næste grandprix er på Spa-Francorchamps-banen i Belgien søndag den 26. august.