Magnussen er foran topkørere på Formel 1-rangliste

16x9
Kevin Magnussen har haft meget at smile af i sæsonen indtil videre. Foto: Mark Thompson / Ritzau Scanpix

Halvvejs i sæsonen ligger Kevin Magnussen nummer fem på Formel 1's officielle 'Power Ranking'.

45 point er det indtil videre blevet til for Kevin Magnussen i den første halvdel af denne sæson.

Danskeren har imponeret så meget i sin Haas-racer, at han scorer en femteplads på Formel 1's 'Power Ranking'. En liste, hvor en række garvede Formel 1-eksperter rangerer de 10 mest formstærke kørere.

Placeringen er bemærkelsesværdig, når blikket falder ned over de kørere, som ligger under ham på listen. Blandt andet Ferraris Kimi Raikkonen og Red Bull-kørerne Daniel Ricciardo og Max Verstappen. Sidstnævnte er der ikke engang blevet plads til på listen.

- Vores første 'Power Ranking'-leder efter Australien og en mand, hvis form har betydet, hans navn nærmest konstant har været på listen. Kevin Magnussen er en kører, der er blevet genfødt i 2018. Haas har set sensationelle ud i år, og lige siden det første løb har det været Magnussen, som har ført holdet an, lyder noget af begrundelsen for valget af Magnussen.

Få har været så imponerende

Eksperterne skriver, at danskeren har fået banket ny selvtillid i sig selv og holdet og er gået fra det ene vellykkede løb til det andet. Mens Romain Grosjean er røget ind i en negativ spiral, hvor fremtiden på Haas efterhånden er blevet usikker.

De ser dog stadig visse glimt af 'den gamle Magnussen', som var involveret i kontroverser og uheld med de andre kørere.

- Han har stadig en tendens til at lade det glide væk. Hans øjeblik i Baku hvor Pierre Gasly blev markeret, da den gamle Kevin dukkede op. Men når han havde brystet skubbet frem og han smiler det smil, har der været få kørere så konstant imponerende i Formel 1 i 2018, runder eksperterne af i begrundelsen.

Listen toppes af Lewis Hamilton, som også fører VM-stillingen med 24 point ned til Sebastian Vettel. Tyskeren må på ranglisten nøjes med en tredjeplads, da en spanier har klemt sig ind mellem de to topkørere.

I en ellers ringe McLaren-racer har Fernando Alonso nærmest overpræsteret ved at skrabe 44 point sammen. Det rækker til en niendeplads i VM-stillingen, hvor han puster Magnussen i nakken. 

Her er top 10 på ranglisten efter første halvdel af sæsonen i 2018:

  1. Lewis Hamilton
  2. Fernando Alonso
  3. Sebastian Vettel
  4. Valtteri Bottas
  5. Kevin Magnussen
  6. Kimi Raikkonen
  7. Daniel Ricciardo
  8. Nico Hülkenberg
  9. Pierre Gasly
  10. Charles Leclerc