Alonso er flad af grin over kommentar fra Red Bull-chef

16x9
Fernando Alonso ser Red Bull-chefens nedladende kommentar som en joke. Foto: Andrej Isakovic / Ritzau Scanpix

Red Bulls teamchef har svært ved at se Fernando Alonso som en del af det stærke hold. Alonso har kun latter til overs for chefens kommentar.

Det har sat en større rygtestrøm i gang, at Daniel Ricciardo har annonceret sit vinterexit fra Red Bull.

Fernando Alonso er en af de Formel 1-kørere, der er blevet nævnt som en mulig erstatning. Den tidligere verdensmester har kontraktudløb hos McLaren efter denne sæson, og i en hurtigere bil kan han måske vende tilbage til toppen?

Det er i hvert fald ræsonnementet, som Red Bulls teamchef Christian Horner på ingen måde bider på. Han afviser blankt Alonso med begrundelsen om, at spanieren skaber for meget kaos.

Men dét har Alonso kun latter til overs for. Efter intet mindre end 18 emojis, der græder af grin, skriver Fernando Alonso på Twitter:

- Helt sikkert noget af det sjoveste nogensinde!!! Et sommerhit!!!

Og så tilføjer den tidligere verdensmester yderligere syv grinende og grædende emojis og et hashtag: Fra sidste uge, nej tak.

Fernando Alonsos fremtid i Formel 1 er altså stadig uvis. Det bør fortsat være en mulighed for ham at forlænge med McLaren, hvor han har kørt siden 2015. Det kan også være en mulighed at skifte bilklasse og køre IndyCar i stedet.

I 2017 kørte Alonso med i det legendariske løb Indianapolis 500 for første gang, hvor drømmene om om sejr gik op i røg kort før målstregen. Hondamotoren i hans Andretti Autosport-racer satte pludselig ud, og på den måde blev hans mareridtssæson med Hondaproblemer bare endnu værre.

McLaren kørte samme år med Hondamotorer, hvilket førte en del problemer med sig til stor frustration for Alonso. I år kører teamet med Renault, ligesom Red Bull gør det. Forskellen er dog, at Red Bull skifter til Hondamotorer næste år. Måske spiller det også ind i Alonsos ’nej tak’-hashtag.