Kevin Magnussen anker tabt sag mod tidligere manager

16x9
Kevin Magnussen har anket den sag, han tabte i sidste måned. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

En ny bitter retssag mellem den danske racerstjerne Kevin Magnussen og hans tidligere manager er på vej.

Opdateret: Advokat Kristian Paaschburg bekræfter, at Kevin Magnussen har anket sagen. 

Den 23. august tabte Kevin Magnussen retssagen mod sin tidligere manager Dorte Riis Madsen og sin tidligere advokat Kristian Paaschburg i byretten.

Det bliver dog ikke et punktum for striden mellem parterne. Kevin Magnussen har for en uge siden således anket sagen.

- Det er en verserende sag, og derfor han jeg ingen kommentar. Ellers bliver det bare noget frem og tilbage, siger Kristian Paaschburg, der bekræfter, at det er Kevin Magnussen, der har anket sagen.

Hvis parterne ikke kan finde et forlig, vil der formentlig gå et år, før sagen skal for landsretten.

TV 2 SPORT har været i kontakt med Dorte Riis Madsen, der ikke ønskede at kommentere på sagen. Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra advokaterne til henholdsvis Kevin Magnussen og Dorte Riis Madsen.

Strid mellem Magnussen og daværende manager

Ifølge Byrettens dom skulle Kevin Magnussen betale 20 procent af sin løn i perioden 1. september 2015 til 30. juni 2021 til Dorte Riis Madsen. Desuden skulle racerkøreren betale sagens omkostninger på 375.000 kroner.

- Det gik, som jeg forventede, og retfærdigheden er sket fyldest, sagde Dorte Riis Madsen dengang til TV 2 SPORT uden at ville uddybe.

Desuden skulle Kevin Magnussen ifølge dommen også anerkende, at Dorte Riis Madsen ejer 20 procent af A-anparterne i det selskab, som Kevin Magnussen og Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsen lavede i forbindelse med et sponsorat.

Dertil kom, at Magnussen skulle betale 150.000 kroner i sagens omkostninger til Kristian Paaschburg.

Dorte Riis Madsen stævnede Kevin Magnussen i foråret 2017, efter hun var blevet fyret af Magnussen i 2015. De to havde en kontrakt, der var blevet indgået i 2010, da Kevin Magnussen netop var blevet 18 år. I kontrakten stod der, at hun som manager skulle have 20 procent af Magnussens bruttoindtægter, og det krav gjorde hun gældende i stævningen - en stævning, som hun vandt.

I Byretten blev Magnussens tidligere advokat Kristian Paaschburg frifundet. Han var blevet sagsøgt, da Kevin Magnussen mente, at Paaschburg havde haft en interessekonflikt, fordi Paaschburg kendte Dorte Riis Madsen, da Magnussen indgik en kontrakt med Dorte Riis Madsen.