Ekspert om Hamiltons aftalte sejr: - Sig nu tingene, som de er

16x9
Valtteri Bottas (tv) førte det russiske grandprix, men blev beordret til at lade teamkammeraten Lewis Hamilton komme foran. Foto: Maxim Shemetov / Ritzau Scanpix

Motorsportsekspert Jens Winther peger på hovedpunkterne fra weekendens russiske Formel 1-grandprix.

Formel 1-feltet drog til Putins udstillingsvindue ved Sortehavet, hvor en skøn ’bybane’ ventede. Normalt forbinder man den slags løb med masser af dramatik, safety cars og smadrede biler.

Denne gang var vi tilskuere heldige at have Verstappen smidt ned bag i startopstillingen, for ellers havde racet søndag været en skål tynd rødbedesuppe.

For en gangs skyld ramte Ferrari strategien perfekt og lykkedes med at bringe Vettel foran Hamilton, som ellers havde ligget foran tyskeren i åbningen af løbet. Imidlertid holdt den strategi ikke længe, dertil var Mercedes og Hamilton for stærke, og efter mindre end to omgange var Hamilton igen foran Vettel.

Nu kunne man mene, at alt var dejligt for Mercedes, som havde finske Bottas som førende i løbet – men det var det ikke… Derfor fik Bottas ordre til at skrubbe ind til siden og lade Hamilton komme forbi. Beskeden var, at Lewis muligvis havde dækproblemer, og derfor var der en risiko for, at han skulle stoppe en ekstra gang.

HOLD NU OP MED DET PJAT!

I et formel 1-team er der ansat to kørere, og i Mercedes’ tilfælde er de ansat til en anseelig løn. I denne højkonkurrencesport er der kun to mål: verdensmesterskabet for kørere og verdensmesterskabet for konstruktører. De to ansatte kørere har ét job: at sørge for, at teamets chancer for at vinde de to titler er så store som muligt – uanset følelser og andet pladder.

Derfor er teamordrer uundgåelige og også en nødvendighed i Formel 1. Vi er nu i stand til at høre og se disse teamordrer modsat den tid, hvor de var forbudte og derfor blev udført mere eller mindre i skjul, og det er jeg glad for. Det ville være en katastrofe for Mercedes, hvis Hamilton skulle tabe VM til Vettel på grund af nogle få manglende point, og det alene berettiger - i mine øjne - teamordrerne søndag. Jeg ville bare ønske, at man for f..... da ville sige det, som det er, og ikke finde på en eller anden dødssyg løgnehistorie for at trække den i land. Helt galt gik det under præmieceremonien, hvor Hamilton inviterede Bottas med op på det øverste trin, for at ’give ham lidt af æren’.

HOLD NU OP MED DET PJAT!

I har taget en beslutning som team om at ofre Bottas’ sejr for at sikre point i stillingen om kører-VM, så vær dog lige mandfolk nok til at vise verden, at I står ved den beslutning, og hold op med det ævl!

Der sad alligevel nok ikke mange, som så præmieceremonien og tænkte: "nå ja – Bottas vandt jo også lidt." Vel gjorde han ej! Han blev bedt om at flytte sig og blev en fin toer, som havde taget poleposition og havde fulgt Hamilton hele vejen i mål – men han vandt ikke ’lidt’.

Jeg ved da godt, at når Chris Froome eller en anden cykelrytter vinder, så gør han det blandt andet, fordi en eller flere af hans holdkammerater har hjulpet ham med det. På samme måde bliver det, når/hvis Hamilton vinder VM; så ved vi godt, at det blandt andet er fordi, Bottas har hjulpet ham med det, og det er præcis det samme hos Ferrari med Vettel og Räikönnen. Og præcis som Froome så har man også vundet i Formel 1, selv om man har fået hjælp – men jeg har aldrig set to cykelryttere stå og fedte med at skulle deles om at have den gule trøje på.

Ugens syngende kindhest

Tildeles Mercedes’ teamchef Toto Wolff for ikke at være mand nok til at sige tingene, som de er. Du ved, hvad jeg mener, hvis du har orket at læse mit brok herover.

Ugens fidusbamse

Tildeles Max Verstappen for at redde min søndag eftermiddag, som ville have været kedelig uden ham. Hans tur gennem feltet fra bagerst til 10.-pladsen på seks omgange og bagefter frem til 1.-pladsen var forrygende og gav mig fornyet respekt for hollænderen - det har jeg ikke altid haft - som en fantastisk talentfuld racerkører.

Ugens Kevin

Alt er godt omkring Kevin Magnussen lige nu.

Han fører ’B-VM’ med sin 7.-plads i stillingen. Han har netop fået en dejlig ny kontrakt med Haas, og han har lige kørt sig til en startplads som 5'er – langt foran sin kollega Grosjean – så langt så godt, men... Det må være en slags irriterende situation for Kevin at være i den position, han og bilen befinder sig i nu. Med det mener jeg, at han nu er der, hvor han ikke kan angribe nogen foran sig og nu hele tiden skal forsvare sig mod kørere og teams, som jagter Haas.

Kevin præsterede en helt fantastisk kvalifikation, som faktisk var bedre, end bilen berettigede, hvilket igen satte ham i en løbsposition, hvor han blev nødt til at forsvare sig mod hele horden bagfra. Det stod klart allerede på første omgang, at Haas-raceren ikke havde den speed, som startpositionen antydede, hvilket også gjorde det muligt for Leclerc at overhale Magnussen på omgangen, som normalt er Kevins speciale. Farten var der bare ikke til at forsvare sig.

Slutresultatet var dog ikke plaget meget af tempoet for Kevins vedkommende. Hvis raceren havde været bedre, kunne det have givet en enkelt placering bedre i forhold til Leclercs Sauber, så det var ikke noget stort tab pointmæssigt.