Vettels titeldrøm udfordres: Straffet efter træning i USA

16x9
Sebastian Vettel skal rykke tre placeringer tilbage, når han har kørt kvalifikation til grandprixet i USA. Foto: Srdjan Suki / Ritzau Scanpix

Sebastian Vettel er under pres inden weekendens Formel 1-grandprix i USA. Tyskeren er tilmed blevet tildelt en gridstraf.

Ferraris Sebastian Vettel har fået en skidt start på det vitale Formel 1-grandprix i denne weekend.

VM-seriens nummer to, der maksimalt kan tåle at sætte syv point til i forhold til Lewis Hamilton, har nemlig fået en straf efter fredagens første træning. Sebastian Vettel skal rykke tre placeringer tilbage på startgridden, når han har kørt kvalifikation lørdag aften. Det betyder, han i bedste fald kan indlede løbet i USA fra fjerde position.

- Sebastian Vettel har fået en placeringsstraf på tre placeringer for 'ikke at bremse tilstrækkeligt under en periode med rødt flag', skriver Formel 1’s officielle Twitterprofil.

Placeringensstraffen er en kæp i hjulet på Vettels VM-drømme. Han er i øjeblikket 67 point efter Mercedes' Lewis Hamilton i den samlede VM-stilling, og derfor må tyskeren maksimalt sætte syv point til i forhold til briten, hvis han skal holde liv i titelhåbet. 

Træninger i regnvejr 

Straffen til Vettel markerer afslutnignen på en kedelig første dag i USA, hvor begge træninger var præget af regnvejr. 

I lange perioder var der ikke engang biler på banen, og under den anden træning blev en del af kørerne i garagen - herunder Kevin Magnussen. 

I både den første og den anden træning satte Lewis Hamilton den hurtigste tid. Hans bedste omgang blev kørt i tiden 1:47.502.