Mercedes vil ikke forære Bottas en sejr som tak for aftalt spil

16x9
I september blev Valtteri Bottas beordret til at overlade sin føring i det russiske grandprix til Lewis Hamilton. Foto: Fernando Bizerra / Ritzau Scanpix

Selvom Lewis Hamilton er sikker på at blive verdensmester, kommer han ikke til at betale tilbage for den aftalte sejr i Rusland.

Lewis Hamilton kæmpede tidligere på sæsonen en tæt kamp med Ferraris Sebastian Vettel om førstepladsen i VM-stillingen, og det betød, at Mercedes' anden kører, Valtteri Bottas, måtte ofre sig.

I det russiske grandprix i slutningen af september lod finnen Hamilton passere, så briten kunne vinde, mens Bottas tog til takke med andenpladsen.

Efterfølgende udtalte Hamilton ifølge ESPN, at han var klar til at betale tilbage, men det kommer ikke til at ske, selvom Hamilton allerede er sikker på sit femte verdensmesterskab.

- Holdet kommer ikke til at give den ordre, siger Hamilton ifølge motorsport.com.

- Jeg har ikke spurgt Valtteri om, om det er noget, han ville have, men det tror jeg ikke, han vil. Han vil vinde selv, så jeg vil næppe gøre ham en tjeneste ved at forære ham en sejr.

Tidligere på sæsonen udtalte Bottas da også, at han ikke ville vinde på den facon, og det understreger han igen.

Han ser derimod frem til weekendens grandprix i Brasilien, hvor han ikke kommer til at blive ramt af ordrer over løbsradioen fra teamets chefer, nu hvor verdensmesterskabet er i hus.

- Det er selvfølgelig en dejlig følelse at vide, at jeg har en chance for at vinde løbet. Jeg går ud fra, alle ved, hvad mit mål er i weekenden, men det kommer til at være op til mig selv, siger han.

Udover en sejr til Bottas, hvis sidste sejr ligger knap et år tilbage i tiden, har Mercedes dog stadig et vigtigt trofæ at jagte.

Sejren i konstruktørernes mesterskab er nemlig ikke på plads endnu. Mercedes har 55 point flere end Ferrari med 100 point tilbage at køre om.