Haas-chef er ikke overrasket over afvist protest

16x9
Günther Steiner har været teamchef for Haas siden holdets indtræden i Formel 1 i 2016. Foto: Haas F1 Team

Haas fik et af de svar, de havde håbet på, da kommisærerne behandlede holdets protest.

Efter flere høringer blev Haas' protest mod Racing Point Force India afvist lørdag formiddag, men det er ikke noget, der bekymrer holdets teamchef, Günther Steiner.

- Jeg var ikke overrasket, lød det korte svar fra ham under lørdagens presseseance, uden han ville uddybe.

Flere gange understregede Steiner, at han endnu ikke havde nærlæst hele meddelelsen, fordi den kom kort inden tredje træning. Men han vil gøre det, når weekenden er overstået. 

- Jeg skal snakke med mine rådgivere, og så må vi se, hvad der skal gøres, fortalte han.

Et nyt hold

Haas indgav protesten mod Force India torsdag eftermiddag, fordi de endnu ikke havde fået de svar, de ønskede fra løbskommisærerne i løbet af efteråret.

Kevin Magnussens hold har endnu ikke haft lyst til at afsløre, hvad protesten præcis omhandler, men efter fredagens træninger fortalte han, at holdet kæmpede for lighed

Da Force India blev reddet økonomisk i august af en investorkreds med Lawrence Stroll i spidsen, skiftede de navn. Alligevel blev de ved med at få penge fra Formel 1's 'kolonne 1'. Penge, der deles ligeligt mellem alle de hold, som er sluttet i top ti i to ud af tre sæsoner. Og penge, som Haas måtte vente på at modtage, fordi holdet først blev stiftet for knap tre år siden. 

- Vi var klar over, hvad vi skulle gøre. Vi gjorde alt, og det, føler vi ikke, blev gjort denne gang med Force India. Så vi søger om lighed eller i hvert fald en forklaring på, hvorfor det ikke er sådan nu, fortalte han.

Selvom Haas lørdag fik afvist sin protest, blev noget af det klarlagt af kommisærerne. De understregede i afgørelsen, at der med Force Indias redning er tale om et nyt hold. Det var et af de svar, Haas søgte.

Racing Point Force Indias teamchef undrede sig efter afgørelsen over Haas' adfærd.

- Jeg forstår ikke, hvordan de kan påstå, at de forsøger at få lighed ved at sige, at vi ikke er en konstruktør, når vi tydeligvis er det, siger Otmar Szafnauer til Autosport

Formel 1-holdene er i denne weekend i Abu Dhabi, hvor årets sidste grandprix afvikles. Løbet køres søndag klokken 14.