Sæsonen i tal: Magnussen slår Grosjean, men én ting bekymrer ekspert

16x9
Kevin Magnussen tabte den interne kvalifikationsduel mod Romain Grosjean med 10-11, selvom danskeren efter sæsonens første halvdel var foran 9-3.  Foto: Andrej Isakovic / Ritzau Scanpix

Kevin Magnussen sikrede sig søndag karrierens bedste sæson målt på point, men det har ikke været uden problemer.

56 point. 

Det er, hvad Kevin Magnussen kan se tilbage på efter årets sidste Formel 1-grandprix. Danskeren scorede et enkelt point i søndagens løb på Yas Marina Circuit og sikrede sig dermed karrierens bedste sæsontotal. 

Han har generelt ikke kvalificeret sig godt nok

Jens Winther, motorsportsekspert

Magnussens 56 point betyder samtidig, at den 26-årige dansker sikrede sig en komfortabel sejr over Romain Grosjean, der kun formåede at sætte 37 point på kontoen i løbet af sæsonens 21 løb. 

- Han slutter med flere point end sin teamkollega, og han har - bortset fra nogle udfald i kvalifikationerne efter sommeren - generelt været rigtig godt kørende. Det har været en stærk sæson for ham, siger TV 2 SPORTs motorsportsekspert Jens Winther. 

Men selvom det har været en historisk sæson målt på point, har danskeren ikke været uden udfordringer undervejs. Særligt i kvalifikationerne har han haft det svært, og det er noget, Magnussen skal se på, vurderer Jens Winther. 

Kevin Magnussen tabte den interne kvalifikationsduel mod Romain Grosjean med 10-11, selvom danskeren efter sæsonens første halvdel var foran 9-3. 

- Når han generelt har været bedre på speed og bedre i løbene, så er det kvalifikationerne, han bør rette sin opmærksomhed mod, synes jeg.

- Specielt efter sommerferien har Kevin i højere grad end Grosjean været midtpunkt i flere underlige beslutninger. Han har generelt ikke kvalificeret sig godt nok, siger Jens Winther. 

De svigtende kvalifikationer i efteråret bliver også afspejlet i danskerens pointhøst. I løbet af sæsonens 12 første løb hentede Magnussen 45 point, mens han i efterårets 9 løb blot noterede sig for 11 af slagsen. 

Herunder kan du se, hvordan Kevin Magnussen har klaret sig i forhold til Romain Grosjean i denne sæson. 

Kevin Magnussen
VS
Romain Grosjean
Placering i den individuelle VM-stilling
Nummer 9
Nummer 14
Antal point i VM-stillingen
56
37
Bedste placering i sæsonen
5. plads
4. plads
Interne kvalifikationssejre
10
11
Interne løbssejre
11
8
Antal gennemførte løb i sæsonen
18
15