Sidste Formel 1-sæde er udfyldt til næste sæson

16x9
Sergio Perez får i næste sæson en ny makker hos Racing Point Force India. Foto: Valdrin Xhemaj / Ritzau Scanpix

Racing Point Force India har som det sidste hold i Formel 1 fundet begge deres kørere til næste sæson.

Det, der i de sidste par måneder har været en offentlig hemmelighed i Formel 1, blev fredag bekræftet af Racing Point Force India.

I næste sæson skal 20-årige Lance Stroll sidde i den lyserøde Formel 1-racer. Canadieren har de sidste to sæsoner kørt for Williams. Hans bedste placering er en tredjeplads i 2017 i Aserbajdsjan, den bedste kvalifikation er en fjerdeplads på Monza, Italien, samme år.

Allerede i august afslørede Esteban Ocon, som kørte for Force India i denne sæson, at Stroll ville overtage sædet. Det skete i en samtale med Ferrari-køreren Sebastian Vettel efter kvalifikationen i Spa. Samtalen blev filmet af tv-kameraerne.

Vettel: - Hvor kører du næste år?

Ocon: - Det ved jeg ikke.

Vettel: - Bliver du hos Force India?

Ocon: - Nej, sædet er taget.

Vettel: - Okay, af hvem?

Ocon: - Sønnen til ham der har købt holdet (Lance Stroll, red.).

Vettel: - Hvad med det andet sæde?

Ocon: - Det har (Sergio, red.) Perez, han har pengene, siger Ocon i klippet, som TV 3 SPORT har lagt på sin hjemmeside.

Esteban Ocon hentyder til, at Lance Strolls far, Lawrence Stroll, stod i spidsen af den investorkreds, der reddede Force India økonomisk. Holdet 'genopstod' under navnet Racing Point Force India, og som nyt hold mistede de alle pointene i konstruktørmesterskabet. 

Franske Ocon skifter til Mercedes, hvor han skal være testkører for de femdobbelte mestre.

Med offentliggørelsen af Lance Stroll er alle sæder til næste sæson nu fyldt ud. I mosaikken herunder kan du få overblikket over alle holdene:

Formel 1-kørerne i 2019