- Jeg har et fremragende forhold til Kevin, siger Grosjean

16x9
Romain Grosjean har ikke et ondt ord at sige om Kevin Magnussen. Foto: Mark Thompson / Andrej Isakovic / Ritzau Scanpix

Selvom årets sæson har budt på kontroverser, er forholdet mellem de to Haas-kørere mere end godt, mener den ene part.

Der vil altid være indbyrdes konkurrence mellem to Formel 1-kørere på samme team, og det er også tilfældet hos amerikanske Haas. 

Tydeligst kom det til udtryk i starten af det engelske grandprix, hvor Kevin Magnussen blev ramt af teamkollega Romain Grosjean. 

Kollisionen sendte de to Haas-racere af banen og vakte utilfredshed hos Magnussen efter løbet. Men hændelsen er for længst glemt. I hvert fald forsikrer danskerens teamkammerat, at de to er på god fod.

- Jeg har et fremragende forhold til Kevin, fortæller Grosjean til EB.

Har ikke 'fundet magien'

Kevin Magnussen fik da også rettet op på den dramatiske start og sikrede sig en pointgivende niendeplads. Værre gik det hans fransk-schweiziske teamkollega, der måtte udgå efter endnu sammenstød. 

Nu er der imidlertid rettet op på tingene. 

- Alt er åbent, og vi kan tale sammen. Selv når vi starter ved siden af hinanden, bliver vi enige om, hvordan vi gør tingene. Vi kører for teamet, fastslår Romain Grosjean.

Godt nok er alt fryd og gammen på det personlige plan ifølge Haas-teamet, men det har knebet med at få holdets to kørere til at præstere samtidig. Hvor Magnussen lagde stærk fra land og tog de fleste af holdets point i foråret, er rollerne vendt i efteråret.

- Det lader til at være problemet, at nogle gange er den ene hurtig, og andre gange er den anden. Jeg har ikke fundet magien til at få begge på samme niveau, indrømmer teamchef Günther Steiner. 

Set over hele 2018 trak Kevin Magnussen sig sejrrigt ud af den indbyrdes duel på Haas. Danskeren var årets niendebedste Formel 1-kører med 56 point, mens Romain Grosjean blev nummer 14 på ranglisten med 37 point.