Magnussens chef vil ikke kaste om sig med penge

16x9
Magnussen endte i år på en niendeplads i VM-stillingen. Foto: Andrej Isakovic / Ritzau Scanpix

En masse penge på en gang er ikke den rigtige vej at gå, mener Haas' teamchef, Günther Steiner.

Fejl fra fortiden fortæller Kevin Magnussens chef, at han skal holde igen med pengepungen.

Efter et 'overraskende' godt år ligger muligheden for store investeringer forud for Haas' fjerde sæson i Formel 1 ellers lige for. Men den vej vil holdet ikke gå.

- Jeg mener, at det er bedre at vokse langsomt, siger Günther Steiner, teamchef for Haas, til motorsportsmediet Planet F1.

- At kaste penge og mennesker (efter holdet, red.) virker normalt ikke. Mange mennesker har forsøgt det, og det virkede ikke, uddyber italieneren.

Af samme grund fortsætter holdet med at købe delene til Haas-bilen udefra i stedet for at producere dem selv.

- En masse kloge mennesker har prøvet, men det virker ikke, konstaterer teamchefen.

Motoren i Haas-raceren er for eksempel købt af Ferrari.

Kevin Magnussen blev nummer ni i årets Formel 1-sæson, mens Haas-mandskabet, der debuterede i Formel 1 i 2016, blev nummer fem i konstruktørernes mesterskab.

Det, der skal til for at forbedre de resultater, er tid og ikke penge, mener Günther Steiner, som desuden har de kommende ændringer i Formel 1 for øje.

Budgetlofter ventes at blive en del af Formel 1 i 2021.