Sejrsløse briter vil jagte verdensmesterskab inden for fem år

16x9
McLaren har haft et dårligt 2018. Foto: Geert Vanden Wijngaert / Ritzau Scanpix

Underpræsterende McLaren har lagt en plan, der skal få dem tilbage i Formel 1-toppen.

I en årrække har traditionsteamet McLaren skuffet. Men nu skal det være slut.

Verdensmesteren har været McLaren-kører i 12 tilfælde, men ikke siden 2008. Og det skal der laves om på, fortæller holdets direktør.

- Jeg har lige præsenteret en femårig plan, og med den tror vi, at vi har en rejse tilbage til at vinde løb. Og når du først vinder løb, konkurrerer du om mesterskabet, siger holdets amerikanske chef, Zac Brown, til ESPN uden dog at uddybe, hvad planen indeholder.

Men udmeldingen er bemærkelsesværdig nok i sig selv fra McLaren-lejren.

De har nemlig ikke vundet et eneste løb siden 2012 eller været på podiet siden det første Grand Prix i sæsonen 2014.

- Vi har lagt en rejse og en investering ud - en vej til genopretning - som skal få os tilbage i front af feltet, lyder den optimistiske udmelding fra Zac Brown.

- Vi ved, at det ikke har været kønt

De var også optimistiske i McLaren-lejren forud for 2018-sæsonen, hvor Honda-motoren blev skiftet ud med en fra Renault.

Meldingen gik på, at holdet, der blev stiftet i 1963, igen skulle blande sig i kampen om podieplaceringerne, men det har ikke været tilfældet.

Og Fernando Alonsos 50 point, der rakte til en samlet 11.-plads i kørernes tabel, var faktisk så langt fra forudsigelserne, at Zac Brown helst ikke spår om 2019-sæsonen.

- Jeg tror, at vi holder os fra at komme med forudsigelser. Vi ved, at det ikke har været kønt de sidste år, så vi vil ikke lave den samme fejl igen, siger amerikaneren.

Holdet sætter den uprøvede teenager Lando Norris i raceren i det nye år. I stedet træder den tidligere verdensmester Fernando Alonso ud.

Også belgiske Stoffel Vandoorne, der kun samlede 12 point i indeværende sæson, forlader raceren, hvor spanske Carlos Sainz til gengæld sætter sig.

McLaren er historiens mest vindende Formel 1-hold næst efter Ferrari.