Formel 1-støtte afvises af hollandsk minister

16x9
Max Vertappen er i øjeblikket den eneste hollænder i Formel 1. Foto: Hamad I Mohammed / Ritzau Scanpix

Akkurat som i Danmark tales der varmt om et Formel 1-løb i Holland. Økonomisk støtte kommer der dog ikke fra offentlig side.

Heller ikke i Holland er det lykkedes Formel 1-entusiaster at få økonomisk støtte fra regeringen, der ellers taler pænt om et grandprix i landet.

- Det er hverken nødvendigt eller berettiget, siger ministeren for medicin og sport, Bruno Bruins, ifølge Autosport.

Dermed er indstillingen i Holland den samme som i Danmark, hvor et muligt grandprix i København blev parkeret ved håbet, fordi der ikke var økonomisk opbakning.

Da Københavns overborgmester Frank Jensen lukkede projektet, begrundede han det netop med, at det var svært at samle folk omkring det.

- Jeg oplever ikke, at der er den helt store opbakning til projektet. Det er ikke en event, som samler folk. Det er mere en event, som har delt vandene både på rådhuset og i idrættens verden og ude i landet, sagde Frank Jensen til Politiken.

To baner i spil

Prisen for at afholde et Formel 1-løb anslås at være omkring 150 millioner kroner plus omkostninger til afholdelsen af selve grandprixet og eventuelle baneforbedringer.

I modsætning til Danmark har Holland to racerbaner, der kan rumme et Formel 1-løb. Både Circuit Park Zandvoort og TT Circuit Assen kræver blot få justeringer, før et Formel 1-løb kan blive muligt.

Formel 1-organisationen har allerede besøgt banerne, hvor Zandvoort er i forhandlinger om et Formel 1-grandprix i 2020. Efter ministerens udmelding ligger det dog fast, at finansieringen ikke støttes med offentlige midler.

2019-sæsonens første Formel 1-løb køres traditionen tro i Australien. Løbet køres 17. marts.

Formel 1-kalenderen
De vigtigste datoer i 2019-sæsonen.