Her er Kevin Magnussens nye Formel 1-racer

16x9
Her er Haas nye bil til 2019-sæsonen Foto: Rich Energy Haas F1 Team

Kevin Magnussen skal vænne sig til nye farver på raceren, når han den 17. marts tager hul på årets Formel 1-sæson.

Som de første i Formel 1 har Haas torsdag løftet sløret for holdets racer til den kommende sæson. 

Ved en præsentation på Royal Automobile Club i London har Rich Energy Haas, som holdet kommer til at hedde fra den kommende sæson, blev rygterne om en markant ændring på udseendet bekræftet. 

Sort og guld bliver nemlig de dominerende farver på Kevin Magnussen og Romain Grosjeans racer, der tidligere har været grå, rød og sort. 

Haas VF-19-racer fra siden.
Haas VF-19-racer fra siden. Foto: Rich Energy Haas F1 Team

 - Den er ret fed, er den ikke? Den ser hurtig ud. Den ser vred ud, sagde Kevin Magnussen ved præsentationen, hvor han også fortalte, at han ser frem til de kommende tests, der finder sted i Barcelona senere på måneden. 

- Det bliver spændende at få den testet og få føling med bilen. Det er her, man får de første idéer om, hvorvidt bilen vil være hurtig eller ej. Jeg er spændt og ser frem til det, lød det fra danskeren. 

Også Rich Energy Haas' direktør, Gene Haas, er begejstret for holdets nye racer. 

- Forhåbentlig vil designændringerne i 2019 forbedre præstationerne på banen og endnu vigtigere give os muligheden for at få indflydelse i alle grandprix'er, siger Gene Haas i en pressemeddelelse.

Glæde hos holdets nye sponsor

Rich Energy er en britisk energidriksproducent, der i slutningen af sidste sæson blev annonceret som ny sponsor på det amerikanske hold. Det er derfor, præsentationen fandt sted i London. 

- Jeg er selvfølgelig begejstret for endelig at se Rich Energys farver og logo i Formel 1 med Haas F1 Team, siger virksomhedens direktør, William Storey.

Kevin Magnussen, Romain Grosjean var begge til stede i Royal Automobile Club, hvor de sammen kunne fjerne det lagen, der skjulte bilen for de fremmødte tilskuere og pressefolk. Også teamchef Günther Steiner og William Storey var til stede.

Kevin Magnussen i sin nye kørerdragt.
Kevin Magnussen i sin nye kørerdragt. Foto: Sam Bloxham / Rich Energy Haas F1 Team

Bilens motor er en turbodrevet 1.6 liter V6-motor, der har fået navnet Ferrari 062. Det er også Ferrari, der leverer cockpit og selve styresystemet. Bilen vejer 743 kilo inklusiv kører, oplyser holdet i pressemeddelelsen. 

Selve bilens chassis er leveret på Dallara-fabrikken i Italien, som også i de foregående sæsoner har stået for bilens design og udvikling. 

Fabrikken ligger tæt på byen Parma - kun 30 kilometer fra Ferraris hovedkvarter, Maranello, hvor de får deres motor fra og benytter sig af deres vindtunnel. 

Rich Energy Haas oplyser i forbindelse med præsentationen, at de har forlænget sponsoraftalen med den danskejede virksomhed Jack & Jones, der igen i den kommende sæson vil få en plads på bilens chassis. Det samme gælder Peak, BlueDEF, Richard Mille, Alpinestars og Pirelli. 

Årets første løb køres en 17. marts, når Albert Park i Melbourne lægger asfalt til det australske grandprix. 

Afstemning

Herunder kan du se, hvornår de resterende hold planlægger at præsentere deres biler. 

  • 11. februar: Toro Rosso
  • 12. februar: Renault
  • 13. februar: Force India
  • 13. februar: Mercedes
  • 14. februar: McLaren
  • 15. februar: Ferrari
  • 18. februar: Alfa Romeo (tidligere Sauber)
Kevin Magnussens biler i Formel 1
2014
McLaren MP4-29
Kevin Magnussen kørte sin første sæson i Formel 1 i 2014, hvor han kørte for McLaren. Yuri Kadobnov / Scanpix Denmark
Kevin Magnussens første racer i Formel 1 var McLaren MP4-29, der blev præsenteret 24. januar 2014. Danskeren havde afløst mexicanske Sergio Perez på det britiske storhold, hvor han skulle køre side om side med Jenson Button.
 
MP4-29 var drevet af en Mercedes' 1.6 liters turbodrevne motor, PU106A Hybrid. Resultatmæssigt var der ikke meget held i motoren, der var den første af sin slags siden Hondas succesfulde motor i 1988, der gav 15 sejre i 16 løb. Kevin Magnussen blev nummer to i sæsonens første løb, men herefter gik det kraftigt ned ad bakke. Danskeren sluttede som nummer 11 i VM-stillingen - tre placeringer efter Jenson Button.
2015
McLaren MP4-30
Kevin Magnussen fik kun et enkelt løb i McLaren MP4-30 i 2015. Mal Fairclough / Scanpix Denmark
Det var ikke planen, at Kevin Magnussen skulle køre nogen af årets løb i den nye MP4-30, da han inden sæsonen blev erstattet af den tidligere verdensmester Fernando Alonso. Men spanieren blev skadet i optakten til sæsonen, og det betød, at Magnussen skulle køre det australske grandprix. Et grandprix, som danskeren ikke gennemførte.
 
McLaren havde til 2015-sæsonen skiftet Mercedes ud med Honda som motorleverandør. Men Hondas motor, RA615H, levede slet ikke op til forventningerne og bød sæsonen igennem på store udfordringer. Hele 12 gange i løbet af året måtte McLaren trække en bil ud af et løb, og det resulterede i en 15.- og 16.-plads i VM-stillingen til Jenson Button og Fernando Alonso.
2016
Renault R.S. 16
Kevin Magnussen kørte en enkelt sæson hos Renault, hvor han var teamkollega med britiske Jolyon Palmer. Pedro Pardo / Scanpix Denmark
Under et storstilet show blev Kevin Magnussen og Jolyon Palmer 3. februar præsenteret som Renaults nye kørere. De to kørere gik sammen ind i salen fyldt med pressefolk og tilskuere, hvorefter de sammen fjernede lagenet, der skjulte holdets nye bil, R.S. 16.
 
2016 var første sæson med Renault tilbage i Formel 1, hvor de overtog licensen fra Lotus. Motoren, Renault RE16, var en turbodrevet 1.6 liters V6-motor. Da det var den første sæson tilbage i motorsportens kongeklasse, var forventningerne heller ikke store. At holde forventningerne lavt var en god idé, da holdet i sæsonens løb kun formåede at skrabe otte point sammen.
2017
VF-17
Kevin Magnussen blev i 2017 hentet til det amerikanske hold Haas F1 Team. Toshifumi Kitamura / Scanpix Denmark
For Kevin Magnussens vedkommende blev det kun til en enkelt sæson hos Renault. Danskeren skiftede til amerikanske Haas F1 Team, der blot havde en enkelt sæson på bagen i Formel 1. I et tæt samarbejde med Ferrari udviklede Haas VF-17.
 
Teamchefen, Günther Steiner, sagde på præsentationen af bilen, at den havde fået et mere "aggressivt look", og at de havde lært en masse fra første sæson, hvor det kun var pedalfoden, der ikke var blevet skiftet ud. Haas scorede 18 point mere end den første sæson, men måtte igen nøjes med en ottendeplads i konstruktørernes mesterskab.
2018
VF-18
Kevin Magnussen kørte i 2018 sin bedste sæson i Formel 1. Giuseppe Cacace / Ritzau Scanpix
For første gang i karrieren kunne Kevin Magnussen se frem til sin anden hele sæson for det samme hold. VF-17 var blevet til VF-18, og det skulle vise sig at være en markant bedre bil. Allerede under testdagene i Barcelona inden sæsonen imponerede det amerikanske hold med Magnussen og Romain Grosjean bag rattet.
 
Det tætte samarbejde med Ferrari blev intensiveret, og inden sæsonen forlød det, at de i grove træk bare havde overtaget italienernes bil fra sæsonen før. Det fik blandt andre den tidligere verdensmester Fernando Alonso til at lange hårdt ud efter Haas, da spanieren sagde, at det var svært at følge med, når de havde kopieret Ferraris bil.
 
Sæsonen blev da også Haas' suverænt bedste, hvor de hentede 93 point og blev nummer fem i konstruktørernes mesterskab. I lang tid kæmpede de endda med Renault om fjerdepladsen. 
2019
VF-19
Haas bil til 2019-sæsonen Haas F1 Team
I slutningen af 2018-sæsonen blev den britiske energidrikproducent Rich Energy præsenteret som ny navnesponsor hos Haas. Det fik også indflydelse på racerens udseende til 2019-sæsonen, hvor de dominerende farver blev sort og guld, der er Rich Energys normale farver.
 
Bilen blev præsenteret på Royal Automobile Club i London, hvor både Kevin Magnussen og Romain Grosjean var til stede.