Formel 1-stjerne er skuffet over at blive 'ignoreret' af storhold

16x9
Daniel Ricciardo skal i 2019-sæsonen køre for Renault. Foto: Wolfgang Rattay / Ritzau Scanpix

Australske Daniel Ricciardo træder i den kommende sæson et trin ned, hvor han skal køre for Renault.

Gennem fem sæsoner har Daniel Ricciardo kørt med om de bedste placeringer i Formel 1-feltet, men i den kommende sæson venter der ham formentlig en helt ny virkelighed.

I sommeren 2018 bekendtgjorde den 29-årige australier nemlig et skifte fra Red Bull til Renault - et skifte fra et af de tre storhold til et hold i det bløde midterfelt.

Selvom Ricciardo ser frem til nye udfordringer, er han skuffet over, at storholdene Ferrari og Mercedes ikke så i hans retning, da de satte deres hold til 2019-sæsonen.

Det fortæller han direkte adspurgt af Sky Sports' Formel 1-reporter Natalie Pinkham i hendes podcast.

- Ja, for at svare ligeud. Jeg tror stadig, at Mercedes og Ferrari er holdene, der skal slås de næste 12 måneder. Måske kan andre hold tage en sejr hist og her, men det er på de hold, man skal være (for at køre om sejren, red.) på den korte bane, siger Ricciardo.

- Jeg vandt to af de første seks løb i 2018, hvor Sebastian (Vettel, Ferrari, red.), Lewis (Hamilton, Mercedes, red.) og jeg havde to sejre hver. På det tidspunkt kunne ingen i virkeligheden røre os.

- På en måde forventede jeg nok at få mere ud af det - og på det tidspunkt retmæssigt, mener jeg.

Daniel Ricciardo står noteret for syv grandprix-sejre i Formel 1, hvor han i 2014 og 2016 sluttede på tredjepladsen i VM-stillingen.

Kalder Mercedes konservative

I 2018 var han med i toppen i den første del af sæsonen, men blev stille og roligt overhalet af blandt andre holdkammeraten Max Verstappen og sluttede på sjettepladsen.

Ferrari holdt fast i Vettel, men tilføjede den unge franskmand Charles Leclerc til teamet. Mercedes holdt fast i Hamilton og finske Valtteri Bottas.

Mens Ricciardo har respekt for, at Ferrari satser på en ung kører, kigger han en smule mere undrende på, at Mercedes holdt fast i konstellationen, selvom den sikrede både den individuelle VM-titel og konstruktørernes mesterskab.

Bottas sluttede på femtepladsen foran Ricciardo, men vandt ingen grandprixer i sæsonen.

- Det er en lidt anderledes dynamik, Mercedes har valgt. Jeg tænker, at de er mere konservative, men jeg kan ikke argumentere imod det, for det har fungeret, siger Ricciardo.

- Lewis har vundet mesterskabet, og holdet har vundet konstruktørernes mesterskab, så på den måde har jeg krydset alle de felter af, som de behøver.

2019-sæsonen begynder i midten af marts i Australien.