Magnussens chef erkender inspiration til ny racer fra 'de gode, gamle dage'

16x9
Den ikoniske Lotus-bil ses til venstre, imens Haas' nye racer ses til højre. Foto: Scanpix Denmark

Günther Steiner fortæller, at den nye Haas-racer er mere en udvikling frem for en kopi af den ikoniske Lotus-racer fra 1972.

Har jeg ikke set den før?

Sådan har Formel 1-fans spurgt sig selv, efter at Haas' nye racer til den kommende sæson blev annonceret torsdag. Flere har påpeget, at den ligner en racer, som før har været ikonisk i sporten.

Og det er faktisk ikke helt forkert. Haas’ teamchef, Günther Steiner, argumenterer nemlig ikke imod, at de to biler skulle ligne hinanden, men understreger, at designet aldrig var udtænkt som en komplet kopi. Og Steiner fortæller, at Gene Haas, teamets ejer, var enig i det.

- Det er noget nyt, men Gene er en smart fyr. Bilen ser godt ud, og han kunne godt lide det. Når man er lidt ældre, så husker man den, som man godt kunne lide som ung. Det var de gode, gamle dage, og alle synes, at det var en god æra i Formel 1, og alle kunne godt lide farverne sort og guld, siger Steiner med henvisning til en særlig bil, siger han til Crash-net.

Tobaksfirma sponsorerede Formel 1-bil

I 1972 blev et tobaksfirma sponsor for Lotus-holdet, og bilen blev farvet sort og guld, da firmaet havde disse farver. Bilen var først og fremmest udset som en reklame, men lidt overraskende vandt Lotus-bilen mesterskabet med den 25-årige brasilianske kører Emerson Fittipaldi.

Og det er denne tid, som Haas-cheferne tænker tilbage på, når de ser bilen.

- Alle blev lidt sentimentale omkring det, og det ser rigtig godt ud. Vi har udviklet bilen lidt med de hvide farver. Ellers ville det have været en kopi fra 80’erne. Nu prøver vi det fremadrettet, siger Steiner.

Det amerikanske team var i sidste sæson grå, sorte og røde i farverne, men nu kommer farverne sort og guld til at være dominerende. Farverne kommer fra energidrik-firmaet Rich Energi, som er Haas’ nye navnesponsor fra den kommende sæson.

Den specielle Lotus-racer fra 1970’- og 1980’erne kaldet ’John Player Special’.
Den specielle Lotus-racer fra 1970’- og 1980’erne kaldet ’John Player Special’. Foto: Ritzau Scanpix

Magnussen: Den er ret fed, ikke?

Kevin Magnussen ser frem til at køre i sin racer med de nye farver, og han glæder sig til at sidde i den.

 - Den er ret fed, er den ikke? Den ser hurtig ud. Den ser vred ud, sagde Kevin Magnussen ved præsentationen, hvor han også fortalte, at han ser frem til de kommende tests, der finder sted i Barcelona senere på måneden. 

- Det bliver spændende at få den testet og få føling med bilen. Det er her, man får de første idéer om, hvorvidt bilen vil være hurtig eller ej. Jeg er spændt og ser frem til det, lød det fra danskeren.

Årets første løb køres 17. marts, når Albert Park i Melbourne lægger asfalt til det australske grandprix.

Kevin Magnussens biler i Formel 1
2014
McLaren MP4-29
Kevin Magnussen kørte sin første sæson i Formel 1 i 2014, hvor han kørte for McLaren. Yuri Kadobnov / Scanpix Denmark
Kevin Magnussens første racer i Formel 1 var McLaren MP4-29, der blev præsenteret 24. januar 2014. Danskeren havde afløst mexicanske Sergio Perez på det britiske storhold, hvor han skulle køre side om side med Jenson Button.
 
MP4-29 var drevet af en Mercedes' 1.6 liters turbodrevne motor, PU106A Hybrid. Resultatmæssigt var der ikke meget held i motoren, der var den første af sin slags siden Hondas succesfulde motor i 1988, der gav 15 sejre i 16 løb. Kevin Magnussen blev nummer to i sæsonens første løb, men herefter gik det kraftigt ned ad bakke. Danskeren sluttede som nummer 11 i VM-stillingen - tre placeringer efter Jenson Button.
2015
McLaren MP4-30
Kevin Magnussen fik kun et enkelt løb i McLaren MP4-30 i 2015. Mal Fairclough / Scanpix Denmark
Det var ikke planen, at Kevin Magnussen skulle køre nogen af årets løb i den nye MP4-30, da han inden sæsonen blev erstattet af den tidligere verdensmester Fernando Alonso. Men spanieren blev skadet i optakten til sæsonen, og det betød, at Magnussen skulle køre det australske grandprix. Et grandprix, som danskeren ikke gennemførte.
 
McLaren havde til 2015-sæsonen skiftet Mercedes ud med Honda som motorleverandør. Men Hondas motor, RA615H, levede slet ikke op til forventningerne og bød sæsonen igennem på store udfordringer. Hele 12 gange i løbet af året måtte McLaren trække en bil ud af et løb, og det resulterede i en 15.- og 16.-plads i VM-stillingen til Jenson Button og Fernando Alonso.
2016
Renault R.S. 16
Kevin Magnussen kørte en enkelt sæson hos Renault, hvor han var teamkollega med britiske Jolyon Palmer. Pedro Pardo / Scanpix Denmark
Under et storstilet show blev Kevin Magnussen og Jolyon Palmer 3. februar præsenteret som Renaults nye kørere. De to kørere gik sammen ind i salen fyldt med pressefolk og tilskuere, hvorefter de sammen fjernede lagenet, der skjulte holdets nye bil, R.S. 16.
 
2016 var første sæson med Renault tilbage i Formel 1, hvor de overtog licensen fra Lotus. Motoren, Renault RE16, var en turbodrevet 1.6 liters V6-motor. Da det var den første sæson tilbage i motorsportens kongeklasse, var forventningerne heller ikke store. At holde forventningerne lavt var en god idé, da holdet i sæsonens løb kun formåede at skrabe otte point sammen.
2017
VF-17
Kevin Magnussen blev i 2017 hentet til det amerikanske hold Haas F1 Team. Toshifumi Kitamura / Scanpix Denmark
For Kevin Magnussens vedkommende blev det kun til en enkelt sæson hos Renault. Danskeren skiftede til amerikanske Haas F1 Team, der blot havde en enkelt sæson på bagen i Formel 1. I et tæt samarbejde med Ferrari udviklede Haas VF-17.
 
Teamchefen, Günther Steiner, sagde på præsentationen af bilen, at den havde fået et mere "aggressivt look", og at de havde lært en masse fra første sæson, hvor det kun var pedalfoden, der ikke var blevet skiftet ud. Haas scorede 18 point mere end den første sæson, men måtte igen nøjes med en ottendeplads i konstruktørernes mesterskab.
2018
VF-18
Kevin Magnussen kørte i 2018 sin bedste sæson i Formel 1. Giuseppe Cacace / Ritzau Scanpix
For første gang i karrieren kunne Kevin Magnussen se frem til sin anden hele sæson for det samme hold. VF-17 var blevet til VF-18, og det skulle vise sig at være en markant bedre bil. Allerede under testdagene i Barcelona inden sæsonen imponerede det amerikanske hold med Magnussen og Romain Grosjean bag rattet.
 
Det tætte samarbejde med Ferrari blev intensiveret, og inden sæsonen forlød det, at de i grove træk bare havde overtaget italienernes bil fra sæsonen før. Det fik blandt andre den tidligere verdensmester Fernando Alonso til at lange hårdt ud efter Haas, da spanieren sagde, at det var svært at følge med, når de havde kopieret Ferraris bil.
 
Sæsonen blev da også Haas' suverænt bedste, hvor de hentede 93 point og blev nummer fem i konstruktørernes mesterskab. I lang tid kæmpede de endda med Renault om fjerdepladsen. 
2019
VF-19
Haas bil til 2019-sæsonen Haas F1 Team
I slutningen af 2018-sæsonen blev den britiske energidrikproducent Rich Energy præsenteret som ny navnesponsor hos Haas. Det fik også indflydelse på racerens udseende til 2019-sæsonen, hvor de dominerende farver blev sort og guld, der er Rich Energys normale farver.
 
Bilen blev præsenteret på Royal Automobile Club i London, hvor både Kevin Magnussen og Romain Grosjean var til stede.