Vettel prioriteres over holdkammeraten, siger Ferrari

16x9
Charles Leclerc gør Sebastian Vettel selskab hos Ferrari i 2019. Foto: Benoit Tessier / Ritzau Scanpix

Hvis det bliver nødvendigt må Charles Leclerc træde i skyggen af Sebastian Vettel, når Ferrari tager hul på den nye Formel 1-sæson.

Når de røde lamper slukkes ved årets første Formel 1-grandprix i marts, bliver det vanen tro med to hurtige Ferrari-racere i feltet.

Men hvis der opstår en situation, hvor racerne sammen kan skabe en fordel for den ene, er der ingen tvivl - så er det den firedobbelte verdensmester, Sebastian Vettel, der får lov at træde speederen i bund.

- Jeg mener, det er normalt - specielt tidligt i sæsonen - at vi vil prioritere Sebastian Vettel i bestemte situationer. Det er med ham i spidsen, vi går efter mesterskabet, fortæller Ferraris teamchef, Mattia Binotto, ifølge ESPN.

Ferrari blev i sidste sæson kritiseret for at tøve med at uddele team-ordrer til kørerne på afgørende tidspunkter, i modsætning sejrherrerne fra Mercedes.

Derfor lægger Ferrari-chefen allerede nu ikke skjul på, hvordan holdet kommer til at starte sæsonen, selvom udgangspunktet stadig er det samme som altid. 

- Der er intet forudbestemt - den absolutte prioritet er, at Ferrari vinder.

Håber på luksusproblemer

21-årige Charles Leclerc fik i sidste sæson debut i Formel 1 hos Sauber, men er altså nu på plads hos en af sportens mastodonter, hvor han har byttet sæde med Kimi Räikkönen, der i stedet trækker i Sauber-dragten i denne sæson. 

I sin første sæson sluttede den unge franskmand på 13.-pladsen med 39 point, 17 færre end Kevin Magnussen, og ifølge Ferrari-chefen er stortalentet også bekendt med sin rolle, selvom han allerede har bevist sit værd i motorsportens kongeklasse.

- At have en så konkurrencedygtigt par er ikke et problem, men en fordel. Vettel har meget lidt at bevise, og han forbliver vores leder. Leclerc skal stadig lære, som han også selv har sagt, men vi ved, hvor talentfuld han er.

- Jeg håber, jeg får problemer med at have to kørere at holde styr på blandt topplaceringerne, siger Binotto.

Det nye makkerpar kører sæsonens første løb i Australien den 17. marts.