Han er blevet for gammel og har ikke længere fysikken

16x9
Robert Kubica var den sidste kører, som fuldendte løbet, der kørte over målstregen i det australsk grandprix. Foto: Peter Parks / Ritzau Scanpix

Motorsportsekspert Jens Winther udpeger nøglepunkterne fra sæsonens første Formel 1-grandprix.

Så kom vi endelig i gang!

Dagens mand

Charlie Whiting, som desværre gik bort natten til torsdag i Melbourne. Charlie var løbsleder for Formel 1 og agerede bindeled mellem reglerne, kørerne og ejerne af rettighederne. På mange måder er det øretævernes holdeplads, men Charlie Whiting formåede at balancere den post så flot, at alle parter havde enorm respekt for ham og hans arbejde.

I sandhed en ægte engelsk gentleman med en enorm flid og viden. Det bliver meget svært for Formel 1 at undvære Charlie, og det virker helt urimeligt, at han skulle dø fra sit yndlingsjob i en alder af blot 66 år.

I denne klumme var det nødt til at blive Charlie Whiting på denne plads. Uden hans død ville det have været oplagt at nævne Valtteri Bottas for et helt igennem perfekt udført australsk Grand Prix.

Dagens move

Dagens move blev begået af Christian Horner. Teamchefen for Red Bull traf sidste år en beslutning, som jeg mener, blev berettiget ved sæsonpremieren i Melbourne.

På kolde og nye dæk var Magnussen tilsyneladende et let bytte for tyskeren, men det blev løgn

Horner besluttede sig for at tage chancen og opsige samarbejdet med Renault, som har været teamets motorleverandør gennem alle sejrene og verdensmesterskaberne. Forholdet til den franske fabrik samt motorernes holdbarhed var blevet meget anstrengt, og derfor måtte fabrikken fra Milton Keynes kigge sig om efter en afløser.

Heldigvis havde man fået masser af tilbagemeldinger fra Toro Rosso - Red Bulls søsterteam - vedrørende Honda-motoren, og på den baggrund besluttede Horner sig for at vælge japanerne som leverandør. Ved sæsonpremieren blev Horner belønnet for sin beslutning: Verstappen kørte en fin tredjeplads hjem og dermed den første podieplacering for Honda siden indførelsen af hybridmotorerne.

På en dag, hvor Ricciardo udgik, og Saintz måtte stoppe på grund af en Renault-motorfejl, må det være salt i såret på ledelsen hos Renault.

Dagens skuffelse

Daniel Ricciardo var blevet træt af at være i team med Max Verstappen og annoncerede i sidste halvdel af 2018, at han ville skifte til Renault for 2019. Han følte, at han spillede andenviolin og trængte til luftforandring, og franskmændene var mere end villige til at overtage australieren fra den tidligere motorkunde, Red Bull.

Det var derfor med stor spænding, at Daniel Ricciardo søndag stillede til start på hjemmebane for sit nye team.

Det spændende varede dog kun 50 meter, før Daniel kørte i græskanten og et kæmpehul, som rev hele frontvingen af - lige foran hele Australien.

Jeg valgte Ricciardo, fordi jeg synes, det var vanvittigt synd for australieren, men på denne plads (skuffelsen) var han dog ved at tabe til sin afløser hos Red Bull, Pierre Gasly - men det var, fordi franskmanden bare underpræsterede. Som ny mand i en bil, som Verstappen indhentede Hamilton med, er det bare ikke godt nok at blive hængende hele løbet bag en Toro Rosso med Kvyat om bord. Gasly sluttede uden for pointene, og det var slet ikke godt nok!

Dagens ørefigen

Bør stikkes til Williams for at hyre Robert Kubica til at køre teamets F1-racer. Jeg var vild med polakken, da han sidste gang var i Formel 1 - men den tid virker meget fjern, når man ser ham køre nu. Med det enorme hul, Williams F1 befinder sig i, virker det bare alt for dumt at hyre en kører tilbage i klassen, som bare er blevet for gammel og ikke længere har fysikken.

Hold nu op med det pjat - og stop så Ocon i den bil. Jeg ved godt, at den er langsomst i feltet, men Williams ville have en chance for at samle andres uheld op med en lynhurtig kører.

Dagens Kevin

Unge Magnussen beviste, at han efterhånden er en dreven Formel 1-kører. Han leverede en fantastisk start, en stor disciplin i selve løbet og knivskarpe overhalingsevner i Melbourne. Bemærkelsesværdigt var det især, hvordan Kevins renommé hjælper ham i topklassen af motorsport. Med det mener jeg, hvordan andre kørere reagerer på at være i nærheden af danskeren. Første eksempel på dette var, da Hülkenberg kom blæsende, netop som Kevin kom ud fra pitten. På kolde og nye dæk var Magnussen tilsyneladende et let bytte for tyskeren, men det blev løgn.

Kevin afviste den erfarne Renault-kører, og denne trak sig helt fornuftigt ud af kampen. Han ved præcis, hvad der kan ske, hvis man tror, at man kan skræmme Kevin. Anden gang i Melbourne var, da Giovinazzi skulle overhales af Magnussen. Han var blevet informeret om, at Kevin var der, og da så Haas-raceren var i sidespejlet, blev han så forvirret og utryg, at han fik styret for sent ind - og så var den ged barberet.

Det begynder at være tydeligt, at feltets kørere er helt klar over, at man ikke skal regne med, at Magnussen trækker sig, og det hjælper Kevin i disse nærkampe.

Der er altid meget, der retter sig i løbet af de første løb, men umiddelbart ligner sæsonen 2019 noget, som kan blive meget spændende. Jeg glæder mig i hvert fald til løbet i Bahrain.