Haas blandt de langsomste ved anden træning i Kina

16x9
Kevin Magnussen under første træning i Shanghai. Foto: Aly Song / Ritzau Scanpix

Kevin Magnussen og Romain Grosjean havde ikke meget fart i deres biler under den anden træning i Kina. Danskeren sluttede én plads foran kollegaen.

Nummer 16 og 17. Det blev placeringerne for de to Haas-kørere Kevin Magnussen og Romain Grosjean, da den anden træning til det kinesiske grand prix sluttede fredag morgen.

Det var langt fra en opløftende præstation fra det amerikanske team, som under seneste grand prix i Bahrain havde problemer med farten.

Et problem, som de fandt årsagen til. Anden træning gav dog ikke indtryk af, at problemet er løst endnu.

Magnussen var i en kort periode oppe at ligge nummer seks i den anden træning, men konkurrenterne strøg forbi ham en efter en.

Resultatet kom i kølvandet på den første træning tidligere på morgen, hvor Magnussen også endte uden for top ti – nemlig som nummer 11.

Første træning lidt bedre

Tidligere fredag morgen blev den første træning kørt. Her blev Kevin Magnussen noteret for 11. bedste tid, mens Romain Grosjean var brøkdele af et sekund hurtigere på en 10. plads.

Den firedobbelte verdensmester i Formel 1, Sebastian Vettel, havde mest fart i sin Ferrari-racer, da kørerne fredag i Shanghai afviklede den første træning forud for det kinesiske grand prix på søndag.

Tyskeren har ellers fået en halvdårlig start på sæsonen. I åbningsløbet i Melbourne kom han ind på en fjerdeplads, og i Bahrain måtte han nøjes med en femteplads.

Den 31-årige Vettel forklarede torsdag den middelmådige sæsonstart med, at han endnu ikke føler sig helt hjemme med det nye set-up i sin Ferrari-racer.

Men under fredagens træning fandt han tilsyneladende rytmen ved at køre den hurtigste baneomgang i første træning.

Den regerende verdensmester, Lewis Hamilton, satte den næstbedste tid ved fredagens første træning. Englænderen var 0,21 sekunder langsommere end sin tyske ærkerival.

Derefter fulgte Vettels unge holdkammerat, Charles Leclerc.

Den 21-årige franskmand kørte et imponerede løb i Bahrain, hvor han lå til en sikker sejr, før hans Ferrari begyndte at miste fart. Leclerc formåede dog at komme på podiet som nummer tre.

Efter de to første løb ligger Valterri Bottas (Mercedes) nummer et i den samlede stilling foran Hamilton. Derefter følger Max Verstappen (Red Bull), Leclerc og Vettel.

Den tredje træning køres tidligt lørdag, og klokken 08.00 samme morgen køres kvalifikationen så. Den kan du følge med i på livebloggen på sport.tv2.dk.