Det er fantastisk, at de kan holde liv i en politisk ukorrekt sport

16x9
Søndag køres Formel 1-grandprix nummer 1000. Foto: Thaier Al-sudani / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR

I 1971 kørte jeg for første gang med min familie til Zandvoort-banen i Holland for at se Formel 1.

Det blev til flere år med gentagne besøg på den bane og flere andre, men fra 1971 har jeg interesseret sig for og fulgt sporten.

På trods af at den egentlig er politisk ukorrekt, så formår Formel 1 at tiltrække enorm interesse i hele verden

Herunder er nogle af mine personlige højdepunkter fra Formel 1, der søndag runder grandprix nummer 1000.

Den største kører

Ayrton Senna er stadig målestokken i Formel 1 i min optik. Han var et godt billede på, hvad der kan lade sig gøre - en fantastisk kører under stort set alle forhold.

Ayrton Senna.
Ayrton Senna. Foto: Jean-loup Gautreau / Scanpix Danmark

For mig var han den ultimative Formel 1-kører. Han kunne præstere i regn, i tørvejr og på alle slags baner. Han var så committed; et mønstereksempel på, hvad man kan, når man er velsignet med fantastiske evner og så har en vilje, der er helt sindssygt spids. Jeg ved godt, at Michael Schumacher også gjorde det. Senna var bare den første, der for alvor tog det til det niveau i min tid.

Jeg ved godt, at der før har været nogle, som var helt fantastiske racerkørere, og som desværre blev slået ihjel. Det blev de dengang. Det var sådan, de stoppede karrieren.

Den bedste bane

De nye og stadion-agtige baner som for eksempel Abu Dhabi er flotte, men for sådan en gammel idiot og racermenneske synes jeg, de har svært ved at holde fast i Formel 1’s rødder. Rødderne er i Europa og på rigtige baner; sådan som Spa, Silverstone og Monza.

I 1950 blev der for første gang kørt Formel 1 på Spa-banen i Belgien.
I 1950 blev der for første gang kørt Formel 1 på Spa-banen i Belgien. Foto: Loic Venance / Scanpix Denmark

Det er baner, som er lavet ud fra de præmisser, landkortet giver. Det er ikke et spørgsmål om, hvad man kan arkitekttegne sig til. Bagsiden af medaljen er, at man med de nye baner kommer længere og længere væk fra det rigtige ræs. Baner, hvor du kører op og ned ad bakker.

Spa er nok det bedste billede på en bane, som bare er blevet lagt der, hvor der er plads i Ardenner-bjergene. Det er stadig en af de baner, kørerne bedst kan lide. Det er lidt spøjst, når man tænker på, at Formel 1 går mere og mere i retning af et glamourøst setup, men kørerne kan bedst lide de gamle baner.

Den største bedrift

Formel 1 har udviklet sig ekstremt meget, og det er en sport, der er villig til at forandre reglementerne både sportsligt og teknisk for at kunne følge med tiden og bilernes udvikling. Det er fantastisk.

Der er mange andre sportsgrene, som stagnerer og holder fast i gamle, slidte regler. Hvis fodbold havde udviklet sig som Formel 1, skulle der spilles på en bane, der var to tredjedele af længden og med tre halvlege á 20 minutter med flydende udskiftning og med varierede point, hvis der for eksempel bliver scoret uden for straffesparksfeltet.

Det er enorme forandringer, man indfører for at holde sporten i live og gøre den interessant. Det fortjener de sgu ros for.

Det er en sport, der er meget dynamisk på trods af, at den er gammel nu, og på trods af at den egentlig er politisk ukorrekt, så formår den at tiltrække enorm interesse i hele verden, og den er stadig en af verdens mest sete sportsgrene. Det er fantastisk godt klaret, for den er det jo lidt på trods.

Det var et kæmpemæssigt lavpunkt i en sport, som ellers i ti år ikke havde haft nogen dødsfald

De kører som død og helvede stærkt, og så bruger du en masse brændstof. De begrænser brændstoffet meget i forhold til tidligere, men de har jo et modstykke, der hedder Formel E med elektriske Formel-biler, som ikke har tilnærmelsesvis samme tiltrækningskraft. Overhovedet. På trods af at det er lige i øjet i forhold til tiden.

Den bliver ved med at være interessant og attråværdig for alle. Hvis folk har været ude at køre gokart, forstår de næsten forbindelsen til de drenge og piger, som dedikerer hele deres ungdom til at komme ud og køre i de her biler. Man må bare tage hatten af for en sport, der formår det. Det er en fantastisk bedrift at have en sport, der er så langt fremme udviklingsmæssigt, og som aldrig er bange for at gå nye veje for at blive ved med at holde sig ung og tiltrækkende.

Den største danske præstation

Det er uden tvivl Kevin Magnussen.

Men det var også en kæmpe præstation, da Jan Magnussen fik aftalen i sin tid, og da han kom ind, var det en enorm sportslig præstation. Ud af det blå kæmpede en dansker sig til at køre Formel 1 – mere eller mindre på en badebillet. Han var så god, at han røg direkte ind.

Kevin og Jan Magnussen har begge kørt Formel 1.
Kevin og Jan Magnussen har begge kørt Formel 1. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Kevin er jo supergod og ikke ringere. Det er slet ikke det. Men han er i et større kobbel, som er blevet ført op gennem de her klasser på en meget mere struktureret måde end Jan, der pludselig fandt sig selv midt i det.

John Nielsen har i vid udstrækning været ligeså vigtig i at bane vejen for, at danskerne opdagede, at man kunne noget på Le Mans. Men Jan åbnede døren og viste, at det faktisk er muligt at komme fra et motorsportsmæssigt U-land og være dygtig nok til at kunne klare sig i Formel 1.

Han ramte Formel 1 på et med en indstilling om, at han bare ville køre om kap. Han var pisseligeglad med alt andet hurlumhej. Det er Kevin for så vidt også, men det er blevet mere acceptabelt. Dengang var der jo ikke ret mange superunge, der kom igennem som Jan, og han blev ikke taget særlig godt af som en stor knægt, der kom over og kørte Formel 1. Man er i dag blevet meget bedre til at tage sig af dem, som egentlig er for unge til det liv, du får som Formel 1-kører.

Det største øjeblik

Det hænger sammen med Senna. Den 1. maj 1994, hvor han blev slået ihjel. Jeg glemmer det aldrig. Jeg snakkede med min far om det. Da vi fik at vide, at han var død, ringede vi sammen, og min far siger, at han forstår, hvordan dem, der tror, Elvis lever endnu, har det; han kan ikke dø.

Det var en rædselsweekend. Rubens Barrichello kørte galt om fredagen. Roland Ratzenberger døde om lørdag. Senna om søndagen. Det var et kæmpemæssigt lavpunkt i en sport, som ellers i ti år ikke havde haft nogen dødsfald. Det er den weekend, jeg desværre husker. Den sidder uendeligt godt fast.

Ayrton Sennas Williams-racer efter det fatale uheld på Imola.
Ayrton Sennas Williams-racer efter det fatale uheld på Imola. Foto: Jean-loup Gautreau / Scanpix Denmark

Det kunne bare ikke passe. Bilen var ikke specielt smadret. I 70’erne døde folk, og det var forfærdeligt, men det var også betingelsen. Den havde man rystet af sig, men den kom tilbage med fuld smadder den weekend. De døde på Imola, som jeg kender og har været på en masse gange. Man tænkte: ”Fy for satan!” Men det var igen præmissen.

Oplevelsen ramte også mange, da Jules Biachi døde i 2015 af skaderne fra uheldet på Suzuka ni måneder forinden. Det er ikke for at lyde kynisk, men vi andre har været vant til, at det har været der før. Men for dem, der først er begyndt at interessere sig for det, efter at Kevin er kommet til, var det en rystende oplevelse, at det rent faktisk er vilkåret: Man kan slå sig ihjel ved det. Den fik jeg for fulde gardiner den weekend med Senna.