Magnussen ærgrer sig over manglende løbsfart

16x9
Kevin Magnussen før starten på Kinas Formel 1-grandprix. Foto: Andy Hone / Haas F1 Team

Danske Kevin Magnussen startede som nummer ni i Kina, men kunne ikke omsætte farten fra kvalifikationen til løbet. Han endte som nummer 13.

Formel 1 fejrer løb nummer 1000 i Kina, men champagnen i glassene hos Haas er nok en anelse flad.

Hverken Kevin Magnussen eller Romain Grosjean formåede at køre sig i pointene i Shanghai, og derfor blev det en ærgerlig søndag for teamet.

- Ja, det må man sige. Det er ærgerligt, at vi ikke kan omsætte den fart, vi havde i tidtagningen, til løbsfart. Men vi må arbejde på det, siger Kevin Magnussen til 3+.

Et lille lys i mørket

Danskeren startede løbet som nummer ni, men sluttede som nummer 13. Allerede på første omgang blev han overhalet af Sergio Perez, og på anden omgang blev han passeret af Grosjean, der startede som nummer ti.

Nu har vi kvalificeret begge biler til Q3 i alle tre løb. Så bilen kan ikke være helt skidt

Kevin Magnussen

Efter ti omgange kørte Magnussen i pit første gang og skiftede fra soft- til harddæk. De holdt i 24 omgange, inden han måtte i pit for anden gang for at skifte til nye mediumdæk.

Han erkender, at det ikke kunne have gået anderledes.

- Vi var ikke hurtige nok i dag, så jeg ved ikke lige, hvad vi skulle have gjort anderledes, siger Magnussen til 3+.

Men selv på denne ærgerlige dag for Haas kan Kevin Magnussen se et lys i mørket.

Han glæder sig over, at teamet har gjort det godt i kvalifikationerne, og han tror derfor, at der er mere i raceren, end det Haas har vist i Bahrain og senest Shanghai.

- Nu har vi kvalificeret begge biler til Q3 (tredje kvalifikationsfase, red.) i alle tre løb. Så bilen kan ikke være helt skidt, siger Kevin Magnussen og fortsætter:

- Der er bare et eller andet, der ikke har fungeret i løbsfart i de seneste to løb. Det skal vi have styr på. Det er dét, der mangler. Det er også det vigtigste. Det skal vi have styr på.

Hamilton med dobbelt overhaling

Kevin Magnussen har med en sjetteplads i Australien og senest to trettendepladser fortsat otte point i VM-stillingen. Det rækker til en foreløbig niendeplads.

Romain Grosjean kæmpede for at nå Alexander Albon på tiendepladsen i Kina, men nåede ikke forbi Toro Rosso-raceren. Franskmanden er derfor stadig uden VM-point efter sæsonens tre første grandprixer.

Lewis Hamilton, der startede som nummer to i Shanghai efter Valtteri Bottas, har med sejren overtaget førstepladsen i VM-stillingen fra sin Mercedes-kollega. Briten har 68 point, mens finnen har 62 point.