Tidlig fejl afgjorde Kinas grandprix, mener Bottas

16x9
Lewis Hamilton og Valtteri Bottas giver hinanden hånden efter Kinas grandprix. Foto: Aly Song / Ritzau Scanpix

Valtteri Bottas blev overhalet af Lewis Hamilton i starten af søndagens grandprix i Shanghai, og det blev en tidlig afgørelse.

De første meter blev afgørende for, at Valtteri Bottas måtte se sin Mercedes-kollega Lewis Hamilton vinde historiens Formel 1-grandprix nummer 1000 om VM-point.

Da de røde lamper slukkede, strøg Hamilton forbi finnen i poleposition, fordi Bottas lavede hjulspin.

Fejlen ærgrer Valtteri Bottas, for i resten af det ganske udramatiske grandprix i Shanghai tydede intet på, at der var forskel mellem de to kørere, mener finnen.

- Jeg tabte grandprixet på starten. Jeg havde en ok fornemmelse i bilen, og vi kørte med samme hastighed, siger Valtteri Bottas ifølge Reuters.

- Jeg kunne ikke følge med på de første meter. Det var en ærgerlig start, for jeg døjede med noget hjulspin, da jeg kørte over startstregen lige foran mig, og det var der, jeg tabte løbet, siger Bottas.

Mercedes-dominans i VM-stillingen

For Lewis Hamilton var det 75. gang, at han krydsede målstregen først, hvilket er 16 grandprixsejre færre end rekordholder Michael Schumacher. Hamilton vandt ligeledes Formel 1-grandprix nummer 900.

- Det er meget specielt, at vi kan blive nummer et og to i det 1000. grandprix. Det var i starten, at jeg var i stand til at gøre forskellen, siger Lewis Hamilton ifølge Reuters.

De to Mercedes-kørere ligger også nummer et og to i VM-stillingen. Efter søndagens grandprix er det med Lewis Hamilton i front. Han har 68 point, mens Bottas står noteret for 62 point efter tre grandprixer.

Kevin Magnussen, der blev nummer 13 i Kina, har otte point, hvilket rækker til en niendeplads i VM-stillingen.